Af Sabina Schmidt

Falske sms beskeder fra TestCenter Danmark – så pas på med hvad du gør.

Svindlere har i de seneste dage forsøgte at franarre danskere deres personlige oplysninger ved at sende falske sms’er, der umiddelbart ser ud til at komme fra TestCenter Danmark.

Men det er ren svindel, advarer Statens Serum Institut nu selv.

”Der er tale om såkaldte smishing-beskeder, hvor nogen udgiver sig for at være Testcenter Danmark. Formålet er at franarre folk personlige oplysninger”, siger faglig direktør for TCDK Anne-Marie Vangsted.

-Derfor vil vi gerne opfordre borgerne til at være ekstra opmærksomme. De skal ikke reagere på sms-beskeder, hvor de bliver bedt om at uploade et billede af nøglekortet til deres NemID eller bestille en COVID-19 test.

SSI forsikrer danskerne om, at hvis de skulle få en invitation til at få taget en covid-19 antistofprøve eller virusprøve, så vil det altid ske via e-boks eller fysisk brev.

Skal du tjekke resultatet af din prøve, så skal det altid foregå ved at logge ind på sin personlige profil på sundhed.dk eller ved at kontakte sin læge.