Af Lene Memborg Illustration: Egmont
For første gang tager Anders And til Sønderjylland sammen med Rip, Rap og Rup.
Anders And er blevet hyret som assistent på tv-programmet ’Den store kagemaraton’, der skal optages på Sønderborg Slot, naturligvis er temaet det sønderjyske kaffebord.
Det sker i næste uges Anders And-blad, hvor den temperamentsfulde andrik og hans tre snusfornuftige nevøer også bliver præsenteret for Dybbøl Mølle og Vadehavet.
Det er første gang, at Anders And & Co. kommer til Sønderjylland. Tidligere på året lod folkene bag bladet, forlaget Egmont Publishing, nemlig danskerne stemme om, hvor i landet de synes at Anders skulle tage hen.
Fire områder i landet var nomineret, og læserne kunne også komme med forslag til, hvilke seværdigheder i Sønderjylland de fire fra Andeby skulle opleve.
Og der var ingen tvivl, siger bladredaktør på Anders And & Co., Svend Skytte.
– Det er så væsentlige steder i Danmark, hvor man både har det gamle på slottet i Sønderborg, som giver et historisk vingesus, og så har vi Vadehavet, som er helt unik natur, og Dybbøl Mølle, som symboliserer så meget ved danskheden, som den overhovedet kan.
At omdrejningspunktet for næste uges Anders And-blad er Sønderborg Slot, vækker begejstring på Museum Sønderjylland. Her håber Nina Nørgård Jørgensen, der er chef for publikum og formidling, at historien i bladet kan være med til at give slottet flere yngre gæster.
– Vi har et ret stort fokus på børn i Museum Sønderjylland og tænker det ind i vores udstillinger og vores formidling generelt. Når det er sagt, så er det ikke vores kernepublikum. Det er 50+, der primært besøger vores museer.
– Derfor ser vi det som en oplagt mulighed for at få fortalt børn og børnefamilier om de tilbud, der faktisk er, og den historie, Sønderborg Slot rummer, siger hun.
Og hvis læserne ikke i forvejen kender Sønderjylland og områdets vartegn, kan de passende tage bladet under armen, når de besøger grænselandet, mener Svend Skytte.
– Det er også en turistguide til området. Man får lidt at vide om Dybbøl Mølle, om Vadehavet og Sønderborg Slot, og præcis hvilke kager det sønderjyske kaffebord skal indeholde. Så på den måde kan man også lære noget af at læse historien.