Af Redaktionen

Corona-krisen har kostet dyrt, men for nogle har nedlukningen af samfundet ikke kun været skidt. Digital fjernundervisning har haft en positiv effekt på FGU-elever.

FGU er en Forberedende Grunduddannelse, som skal hjælpe unge under 25 år til at blive klar til en ungdomsuddannelse eller et job, og flere FGU-afdelinger landet over fortæller til DR, at der er mange elever, som har det godt, når der ikke er en flok klassekammerater og lærere, som kigger direkte på én.

“Vi har elever, som har vist helt nye sider af sig selv. De har fået et helt andet fællesskab. Nogle af dem, som tager scenen i klassen, har ikke gjort det på samme måde på de digitale platforme,” fortæller rektor for FGU Fyn, Gitte Lykkehus, til DR.dk

Shawk Albadri er en af dem, som har været glad for, at undervisningen er flyttet fra klasselokalet til skærmen. Til prøveeksamen i samfundsfag har hun fået et 12-tal.

“Det var meget nemmere, for jeg er mere tryg i mine egne omgivelser. Jeg sad på min sofa og foran min computer. Jeg var bag en skærm, og min lærer var bag en skærm, så jeg var helt afslappet, da jeg kom op,” siger hun til DR.dk

Forsker: En øjenåbner

Helle Mathiasen forsker i læring og digitale medier på Københavns Universitet. Hun er glad for, at ‘one size fit all-modellen’ bliver udfordret. Og selvom erfaringerne er meget nye, så mener hun godt, at underviserne kan holde fast i det, de har oplevet.

“Nu har de i virkeligheden fået øjnene op for, at nogle elever rigtig rykker fagligt ved at blive sat i nogle andre undervisningskontekster,” siger hun til DR.dk