Af Redaktionen

Vinterferien står for døren, og for Fiskeri- og Søfartsmuseet betyder det en anledning til at formidle om bæredygtige valg gennem spændende og velsmagende oplevelser for store og små.

Mad til milliarder
Konsekvenserne af klimaforandringerne er synlige næsten alle steder, som et resultat af en voksende global befolkning forbrugsmønster, der udfordrer jordens natur – også livet i havet. Derfor har vi valgt, at vinterferien skal handle om håb og handling gennem bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer med et fokus på hvordan havet kan bidrage til at brødføde flere og flere.

Bifangst på bordet
I Danmark optræder blæksprutter som bifangst i fiskernes net og bliver eksporteret til udlandet.

Ud fra et bæredygtigt perspektiv burde denne sunde spise hellere ende på de danske spiseborde.
Vi sætter derfor fokus på blæksprutter. I laboratoriet kan gæsterne være med til at dissekere de interessante dyr og få en dybere forståelse af dem. Der serveres også lækre smagsprøver på konfiteret blæksprutte.

Museumsdirektør David Dupont Mouritzen glæder sig til at gøre flere nysgerrige på balancen mellem benyttelse og beskyttelse: -Forbrugernes købekraft kan være med til at forme fiskerisektorens fangster og dermed understøtte en bæredygtig forandring. Ved at stille de rigtige spørgsmål, som hvor kommer fisken fra og hvordan har fiskebestanden det? Der findes flere forskellige fiskearter i vores egne farvande end de fleste tror, og kan vi begynde at spise flere forskellige arter og størrelser, hjælper vi både naturen og fiskerne. Det vil vi gerne bidrage til ved at vise havets madkammer frem.

Kampen om føden
For at sikre fødegrundlaget for de muslingespisende fugle, har det siden 2008 været forbudt at fiske efter blåmuslinger i Vadehavet. I vinterferien giver vi et indblik i hvorfor. Vi fodrer edderfuglene ved at lade dem dykke efter blåmuslinger – og ser nærmere på muslingers fysiologi og deres fantastiske evne til at rense vandet. Men det er ikke det eneste, som panoramaruderne i fuglenes bassin vil afsløre.

-I naturen kan edderfuglene dykke ned til 20 meter efter føde, men ganske få har set en edderfugl dykke i virkeligheden. Her kan gæsterne komme helt tæt på de elegante fugle lyder det fra naturhistorisk inspektør Charlotte Bie Thøstesen.

Marine proteiner
I fuglenes bassin er det nemlig også muligt se, hvordan blåmuslinger dyrkes i ”strømper”. Vi formidler om hvordan vi kan plante og høste i havet, akkurat som på marken.

Et af de indslag vi forventer os mest af er imidlertid en lille krabbeworkshop, hvor børn og barnlige sjæle kan fornøje sig med at fremstille krabbefiskerstænger og fiske krabber fra gårdbassinet.
Her kombineres sjov og ballade med viden om hvordan krabberne håndteres, hvor de bor, og hvad de æder.

Et hav af oplevelser – og en dunst uden lige!
Programmet rummer også et møde med FANGST – og Martin der har en god forretning på at sælge luksus fiskekonserves, fra et bæredygtigt fiskeri.

Vores museums-formidler Lasse går under overfladen til Valentin, når han beretter om de mest opsigtsvækkende og utrolige parringsritualer fra livet i havet.

Endeligt er der dagligt både skattejagt med søde præmier, og en ildelugtende dyst i den berygtede surstrømming, med vores populære Hell Smell Challenge, hvor madmodet for alvor testes.

Dagligt program
Kl. 10:00 – 11:30 – Havhaver (Muslinger og tang – hvad kan det?)
Kl. 11:00 – 11:15 – Sælfodring og Sælfies
Kl. 11.20 – 11.30 – Edderfuglefodring
Kl. 12:00 – 13:00 – Krabbe workshop (Lav din egen krabbefiskestang og fang en!)
Kl. 13:30 – 14:30 – Blækspruttedissektion (med smagsprøver)
Kl. 14:00 – 14:20 – Hell Smell Challenge (Udfordrer din familie i Surstrømming)
Kl. 14:30 – 14:45 – Sælfodring og Sælfies
Kl. 15:00 – 16:00 – Mad workshop i MS Smag (Kokkekunst på muslinger)

Mandag den 10. februar: FANGST
11.30-12.00 og 13.00-13.30:
Mød Martin der producerer luksus fiskekonserves, fra bæredygtigt fiskeri

Fredag den 14. februar: Valentins
11.30-12.00 og 13.00-13.30:
Oplev havets forunderlige par ritualer. Vores museumsformidler Lasse har valgt de mest opsigtsvækkende og utrolige parringsritualer fra livet i havet.

Alle dage er der skattejagt og små søde præmier

Åbningstider
10-17 Alle dage fra lørdag den 8. til søndag den 16. februar.
Entre gratis for børn under 18 og Esbjergs studerende, entre 150,- voksen