Af Redaktionen

Onsdag d. 17. marts 2021 sætter Esbjerg Kunstmuseum og Danmarks Billedkunstlærere igen billedkunsten øverst på dagsordenen – blot på nogle lidt andre betingelser end vanligt. Det,
at vi ikke kan mødes på museet, samarbejde på tværs af skoler og opleve kunsten live, har dog ikke skræmt deltagerne væk. Flere end 250 elever og lærere har tilmeldt sig årets fejring.
Alle klasser har fået et materialekit og en lille inspirationsfilm fra museet. Den næste uges tid arbejder 0. – 4. klasserne således med bevægelige skulpturer, mobiler, inspireret af kunstneren Ib Geertsen hjemme på skolerne. Geertsen er en af de danske kunstnere, der har arbejdet mest vedholdende og undersøgende med mobiler, og han kaldte selv sine bevægelige konkret-abstrakte skulpturer for tegninger i luften.

Onsdag d. 17. marts mellem kl. 8.30 og 12.00 hænges elevernes svævende værker op i træerne i Byparken bag kunstmuseet. Klasserne kommer på skift i aftalte tidsrum og fortæller
om deres ideer, mens deres mobiler monteres. De får flødeboller med hjem, så de kl. 13.00 kan være med til at fejre åbningen af deres fælles udstilling via et live videolink. Her vil
eleverne kunne se den samlede ophængning af de mange mobiler med farvede former og snore, der fortsat danner nye tegninger i vinden. Efterfølgende kan de tage deres familier med
i Byparken og vise udstillingen frem.

Mobilerne hænger i træerne frem til d. 6. april 2021, og alle er naturligvis velkomne til at opleve udstillingen. Museet hører gerne fra jer, hvis I skulle opdage noget uforudset i udstillingsperioden som følge af vejr og vind. Kontakt venligst museumsinspektør Birgitte Ørom på: boe@eskum.dk.