Af Redaktionen   Foto: PR

Du er vant til at booke fly, feriehuse og hoteller online, men nu kan du også booke din campingplads online.

Mere end 60 danske campingpladser er allerede tilknyttet portalen til online bestilling af campingpladser.

Danmark har nemlig også fået en bookingportal kun til campingpladser, som blev lanceret 4. april af foreningen DK-CAMP, der repræsenterer 200 danske campingpladser.

Du finder portalen via DK-CAMPs egen hjemmeside, og indtil nu er der 60 campingpladser at booke sig ind på.

– Vi har længe drømt om en fælles bookingportal i campingbranchen og er glade for og stolte over at have den klar inden højsæsonen, siger DK-CAMPs landsformand Steen Pedersen.

– Vi håber at få så mange af landets godt 400 campingpladser med som muligt, så vi sammen kan skabe et godt overblik og give den bedst mulige service for alle dem, der vil på campingferie i Danmark.

Der findes allerede online bookingportaler over campingpladser i mange andre lande, hvor eksempelvis tjenesten SecureHoliday anvendes i lande som Tyskland og Holland.

Men det er først nu, at der er et samlet sted for at booke en campingplads i Danmark, det glæder de danske campingplads ejer.

Besøgende kan blandt andet filtrere mellem de danske campingpladser ud fra ønsker og præferencer som pris, ledige tidspunkter, faciliteter og overnatningstyper, som gør det mere overskueligt at finde den rette campingplads til ferien.

Allerede nu tikker bookingerne ind til årets sommerferie, og der er generelt set rift om de danske campingpladser.

Kilde: Ekstra Bladet