Tekst og Foto:  Ebbe Salomonsen

I sidste uge debuterede den første studerende fra Syddansk Musikkonservatoriums solistuddannelse Contemporary Creative Artist. Annelene Toft Christensen kan nu kalde sig landets første solistuddannede folkemusiker!

Debutkoncerten blev afholdt på Syddansk Musikkonservatorium, men var grundet Covid-19 begrænset til 100 deltagere. Derfor blev koncerten også livestreamet.

Annelene har skrevet det meste af musikken selv, og kreeret et spændingsfelt mellem noget kendt og sit eget udtryk, ud fra spørgsmålet om hvorvidt man kan skabe musik uden grænser. Det spørgsmål har været i hendes hoved måske hele hendes liv, men har stået på dagsordenen de sidste 2 år, som målet for hvad hendes egen musik kan.

Om debutkoncerten sagde Annelene selv

-Jeg vil til koncerten præsentere mine egne kompositioner i forskellige farver, som krydser de usynlige grænser, der er i musikken. Og jeg har til koncerten valgt at vise jer, hvad forskellige konstellationer kan gøre for en komposition, og hvordan musikere kan påvirke jer, publikum, til at tro en ting, men måske høre og opleve noget helt andet end det I først troede. Jeg vil vise jer, at min musik ikke har nogen grænser, og at det ikke er vigtigt, hvor de grænser er. For mig giver det mening at skabe musik som folk vil lytte til, og som kan slippe fri af grænser og fordomme!

Det blev til en flot og spændende koncert, der helt levede op til Annelenes ide. Samtidig lykkedes for hende at få afprøvet og vist at det kan lade sig gøre at skabe musik uden grænser. Publikum kvitterede med tramp i gulvet og klapsalver.

 

Koncerten kan stadig ses og ikke mindst høres lige her:

 

https://www.facebook.com/annelenemusic/videos