Af Redaktionen Grafik: Silvana Nikolic.
’Danmarks Indsamling’ lukkede årets resultat på 101.087.510 kroner. Resultatet er frugten af danskernes gode vilje gennem aftenen på DR og de mange indsamlingsaktiviteter på tværs af landet, der har kørt hele januar.
Efter en januar måned, der har været spækket med indsamlingsaktiviteter på tværs af Danmark, kulminerede årets ‘Danmarks Indsamling’ lørdag aften på DR1 og DRTV med det tredjestørste beløb i indsamlingens historie: 101.087.510 kroner.
Musikhuset Esbjerg dannede rammen om årets indsamling, hvor de fem værter – Tine Gøtzsche, Kristian Ring-Hansen Holt, Andreas Bo, Jesper Nøddesbo og Lotte Friis – formåede at holde publikum til ilden gennem fem timers live-indsamlingsshow, som samlede danskerne for 16. år i træk om at samle ind til udviklingsprojekter i 12 lande verden over.
– Coronasituationen herhjemme har været en udfordring for os i forhold til at stable årets indsamling på benene. Men det er intet sammenlignet med den store globale krise, som pandemien har skabt især for verdens børn, som ‘Danmarks Indsamling’ har samlet ind til i år. Det har krævet en helt unik indsats af alle i år, og derfor er det ekstra fantastisk at være vidne til en indsamling, der engagerer danskerne i en så høj grad, som tilfældet har været igen i år, siger Anders Thomsen, der er redaktør for ‘Danmarks Indsamling’ hos DR.
Coronakrisens børn for andet år i træk
Donationerne fra årets indsamling går til coronakrisens børn, og det er første gang nogensinde i ‘Danmarks Indsamling’s historie, at temaet har været det samme to år i træk. Konsekvenserne af pandemien har gjort det nødvendigt.
– Jeg er så utroligt imponeret over, at danskerne igen står sammen og viser deres vilje til at hjælpe alle de mange børn verden over, som mærker konsekvenserne af coronakrisen på en helt anden måde, end vi selv gør i Danmark. Samtidig er det så fint at opleve, hvordan høj som lav, ung som gammel tager indsamlingen til sig i alle dele af Danmark og gør den til deres egen, når de indsamler penge gennem løb, bagning, cykling, børneaktiviteten ‘Gode Gerninger’, auktioner, fredagscafé og meget mere. Det er i mine øjne et bevis for, at det er hele ‘Danmarks Indsamling’, der sikrer det flotte fælles resultat, vi nu står med, siger Mulle Juul Korsholm, der er formand for ’Danmarks Indsamling’.
Om Danmarks Indsamling
I år var det 16. gang, at DR og Danmarks 12 største humanitære organisationer holdt ‘Danmarks Indsamling’. Siden indsamlingen blev holdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 1,3 milliarder kroner, der har hjulpet mere end syv millioner mennesker til en bedre tilværelse og fremtid. Hjælpen går i år til coronakrisens børn. Med udviklingsprojekter i 12 lande, kan man hjælpe dér, hvor nøden er størst. Pengene fra indsamlingen sikrer, at børnene får adgang til rent drikkevand; at de får uddannelse og beskyttelse; at der er en læge, der kan hjælpe, og en voksen, der kan give dem den omsorg, de har brug for. Læs mere på danmarksindsamling.dk og dr.dk/danmarksindsamling.
Corona er den største globale krise for verdens børn siden anden verdenskrig, ifølge Unicef. Og pandemien har fra 2019 til 2021 sendt 100 millioner børn ud i stor fattigdom, hvilket svarer til en stigning på 10 procent. Det betyder, at 1,1 milliard børn i dag mangler adgang til mindst én basal fornødenhed som uddannelse, sundhedsydelser, den rette ernæring, sanitet og vand, hvilket årets Danmarks Indsamling er med til at samle ind til.