Var det ikke noget for dig at skrive klummer her på KomEsbjerg? Sådan lød spørgsmålet.

Jo da, var svaret! Sådan et tilbud får man ikke hver dag. Og når man nu godt kan lide at skrive! Så selvfølgelig!

Hvad jeg ikke lige i farten havde tænkt på var, at klummer jo skal handle om noget, og i den her sammenhæng meget gerne om noget i Esbjerg. Det var straks værre, for hvor går man hen og henter inspiration i en tid, hvor byen ligger indsovset i håndsprit, og hvor selv de mest hotte nyheder ofte bliver hængende i mundbindene.

I min fortvivlelse slog det ned i mig: De fire hvide mænd! De må kunne fortælle mig, hvad der rører sig i Esbjerg og omegn. De må jo lægge ører til alt, hvad de besøgende går og snakker om. Og besøgende har de mange af i en tid, hvor alt er lukket ned og hvor coronaen har lagt både Gran Canaria og Alperne på is.

Altså afsted!

På vej ud ad Strandvejen gik jeg så småt og forberedte mig. Jeg havde forestillet mig, at snakken ville komme til at kredse om højhusbyggeri i midtbyen eller kæmpemøller i Tjæreborg. Men det kom overhovedet ikke på tale. De fire herrer havde fået andre og mere alvorlige ting at tænke over. De følte sig – for at sige det ligeud – kørt ud på et sidespor. De brugte selv ordet, stigmatiseret.

Blandt andet på grund af deres hudfarve, for som de samstemmende sagde: Det er ikke nemt at være hvid mand i dag! Jeg måtte delvis give dem ret. Jeg har jo selv en rem af huden, selv om min teint efter 70 års slitage, trods alt fremtræder noget mørkere end de fire staklers. Alligevel kom det bag på mig, at de sad og rumlede med den slags tunge tanker. En af d’herrer gik endda så langt, at han forbandede den kunstner der i sin tid havde skabt dem, og inderligt ønskede at manden – for en mand var det – havde valgt at give dem en anden kulør. Jeg forsøgte at forklare dem, at vi hvide mænd nu en gang har den farve hvide mænd skal have, og at vi esbjergensere holdt af dem som de nu engang fremstod fra skaberens hånd.

Nu viste det sig, at det ikke kun var deres hudfarve, der bekymrede dem. Det var også deres køn. Flere besøgende – fortrinsvis kvinder – havde brugt ordet diskriminerende. ”De fire hvide MÆND! Hvad er der nu i vejen med kvinder? ” skulle en kvinde engang have sagt. Hun følte sig krænket på sit køns vegne og bebudede, at det ville ende i Ligestillingsrådet. Det er selvfølgelig hårde ord at måtte lægge øre til, og de fire herrer var da også kede af det, kunne jeg mærke. De sad faktisk og blev usikre på deres kønsidentitet. På deres maskulinitet. Endda i en grad så ordet kønsskifte var dukket op. Det var et stort skridt at tage, mente jeg, men det var som om mine ord prellede af på dem. De var i oprør, kunne jeg fornemme. Jeg ville jo gerne vise dem min solidaritet, for et eller andet sted var vi jo i samme båd, men kønsskifte!!! Det gik langt ud over, hvad jeg var villig til at ofre for sagen.

Jeg forsøgte at trøste dem så godt jeg kunne. Heldigvis kunne jeg ikke nå op og lægge en trøstende hånd på deres lår, så jeg valgte at indgyde dem håb med en lille improviseret peptalk: ”Fat mod!  Snart dages det brødre. En Frelser er født, og han er kommet for at dræne sumpen for vi fordømte! Hans navn er John Dillermand, og en dag vil han også komme her forbi og kaste glans over jer……”

…. Mere nåede jeg desværre ikke at få sagt, for i det samme dukkede en nydelig, ældre dame op trækkende med en hund, og da vi jo ifølge regeringens udspil kun må være 5 forsamlet, blev jeg nødt til at trække mig tilbage.

Tynget af tunge tanker trissede jeg tilbage mod byen. Min bekymring gik naturligvis først og fremmest på mine venner derude i Sædding, men det pinte mig også, at det ikke var lykkedes mig at opsnuse stof til min første klumme her på KomEsbjerg. Det er jeg ked af, men lover både bod og bedring.

Men jeg håber læserne vil have forståelse for, at al begyndelse er svær!