Af Eva Zauner Bredahl

Corona-krisen har vendt verden på vrangen. Og nu begynder det at se ud til, at heller ikke sommerens EM i fodbold går ramt forbi. Men tusindvis af fodboldfans kan risikere at blive de helt store taber, da nye regler betyder at de nu skal tage et stort valg. Hvis UEFA beslutter at rykke mesterskabet, skal de mange fans nemlig beslutte om de vil beholde deres billet eller om de ikke tør satse på at kunne komme til EM.

Billetterne til årets EM kampe, blev ellers revet væk, da billetsalget startede, men UEFA har opdateret retningslinjerne for billetterne. Nu skal man søge om at få pengene retur for sine billetter inden den 26. januar, hvis man vil være sikker på at de kan refunderes.

Kort sagt – fodboldfans skal beslutte sig for eller imod chancen for EM-fodbold allerede inden man ved, om kampene reelt set kan blive til noget.
Vælger man at beholde sine billetter, er der ingen garanti for at pengene kan refunderes i tilfælde af at man bliver forhindret, eller kampene flyttes til et andet land eller stadion.
Efter den 26. januar vil pengene for billetten kun kunne refunderes hvis kampene bliver decideret aflyst, skal spilles for lukkede døre eller hvis billetten bliver ugyldig på grund af potentielle corona-restriktioner.

Hvis man derimod ikke tør tage chancen og søger om at få pengene tilbage, vil beløbet for billetterne tikke ind i slutningen af februar.
Tidligere har der været tale om at København kunne miste EM-værtsskabet som følge af corona-pandemien.
Til at starte med var udgangspunktet, at der blev holdt fast i 12 forskellige værtsbyer, men der har også været overvejelser om at rykke det hele til ét sted, så der ikke skal rejses på tværs af nationerne.

I november blev det meldt ud, at alle værtsbyer skulle drøfte de mulige scenarier med Uefa, og så bliver der taget en beslutning omkring turneringen den 5. marts.