Af Redaktionen

Fem ugers forlængelse af Esbjerg Fotoklubs store udstilling på hovedbiblioteket i Esbjerg
Den store internationale fotoudstilling, som pt. kan ses på Esbjerg Hovedbibliotek er blevet forlænget til d. 28. december. Det sikrer, at endnu flere esbjergensere – såvel som udenbys besøgende – kan nå at se de mere end 100 udstillede værker uden at opleve trængsel. Samtidig fortsætter medlemmer af Esbjerg Fotoklub med at være til stede hver torsdag aften til at guide og besvare spørgsmål.

– Det har selvfølgelig budt på udfordringer at arrangere en så stor udstilling midt i en Covid-19 krise, udtaler klubbens formand Poul Helt,
– Den planlagte åbning kolliderede med at krisen skærpedes voldsomt, og derfor måtte vi aflyse ferniseringen med kort varsel. Vi har også hørt om udenlandske gæster, som havde ønsket at besøge udstillingen, men som på grund af situationen har måttet afstå fra at komme. Til gengæld har vi glædet os over en stor hjælp fra Esbjerg Hovedbibliotek, som først indvilligede i at forlænge udstillingen med en måned – til d. 24. november – og som nu har tilbudt os en yderligere forlængelse, som vi naturligvis er glade for.

På vegne af Esbjerg Bibliotek udtaler afdelingsleder Poul Høst Pedersen
-Vi har glædet os over at være værter for Den 37. Internationale Fotoudstilling og også for, at vi har haft mulighed for at forlænge udstillingsperioden. Vi håber, at bibliotekets mange brugere – og borgerne i almindelighed – vil benytte den nu udvidede mulighed for at se de mange spændende fotografier på udstillingen.