Af Redaktionen

Efter et corona-år med aflysninger kan Dansk Dart Union og Sport Event Park Esbjerg igen slå dørene op til Skandinaviens største internationale dartstævne, Denmark Open & Masters, d. 1.-3. oktober i Blue Water Dokken, Esbjerg.  

Selvom Denmark Open & Masters er blevet afholdt hvert eneste år siden 1974 er det nok de færreste danskere, som er klar over at Danmark hvert år er vært for Skandinaviens største dartstævne. I 2020 måtte stævnet for første gang sande en aflysning som følge af corona-pandemien, men nu er Dansk Dart Union igen klar til at slå dørene op til Skandinaviens største dartfest i Blue Water Dokken i Esbjerg for sjette gang i samarbejde med Sport Event Park Esbjerg.

Et stævne som tiltrækker verdens bedste dartspillere

Denmark Open & Masters er et af de mest prestigefyldte og velorganiserede stævner på WDF’s verdenstour og tiltrækker hvert år store dele af dartens verdenselite. Ved stævnets seneste afholdelse i 2019 deltog verdensranglistens top3 på både herre- og damesiden. Dartsporten er delt op i 2 forbund: WDF og PDC, hvor Denmark Open & Masters giver point til WDF-ranglisten.

Som navnet antyder er Denmark Open & Masters delt op i to stævner: Guldstævnet ”Open” om lørdagen og sølvstævnet ”Masters” om søndagen. Principperne er de samme, men forskellen ligger i antallet af point og pengepræmier, som samlet set udgør 140.100 kr. i år. Begge dage afsluttes med finalekampe i et stort show på scenen i Blue Water Dokken i Esbjerg, hvor spillerne kæmper om værdifulde point i kampen om at kvalificere sig til WDF World Masters og WDF Championships i slutningen af året.

En dartfest for alle med gratis entré

Denmark Open & Masters tiltrækker ikke kun verdenseliten inden for mænd- og damerækkerne, men også inden for juniorer og parasporten. Årets Denmark Open & Masters byder nemlig på rækker for juniorer og paradart, som gør kørestolsbrugere i stand til at konkurrence på lige fod med andre deltagere. Dansk Dart Union er stolt over at gøre sporten endnu mere åben og inkluderende ved at tilbyde disse tiltag.

Derfor er Denmark Open & Master heller ikke kun en dartturnering, men også en folkefest, hvor alle dartniveauer og -interesserede mødes med musik og godt humør.

-Det mest specielle og unikke ved det her stævne er, at alle – fra bredde til elite – samles til en stor dartfest, hvor man i princippet kan komme ind fra gaden og være heldig at møde verdens bedste spillere. Det er ikke alle sportsgrene, hvor det er muligt, så på den måde er stævnet helt specielt, siger Henrik Vestbo, Formand for DDU.

Derfor er der også fri entré for alle tilskuere – alle dage. Så tag din ven, dine børn eller din nabo med til Esbjerg den første weekend i oktober og oplev dart fra øverste hylde til Skandinaviens største dartfest. Stævnet starter allerede fredag med “Warm Up Doubles”, som er en hyggeturnering med god stemning, musik, øl og selvfølgelig dart.