Af Redaktionen

-Det er et stort skulderklap til hele det frivillige sociale arbejde i Esbjerg.  Sådan siger den daglige lederaf Frivillighuset Vindrosen om den donation på 250.000 kroner, som Salling Fondene har netop har givet. Hele 160 frivillige foreninger bruger Frivillighuset Vindrosen Esbjerg, og sliddet på huset er derfor stort.

Det er Bilka Esbjerg, der har indstillet projektet, der blandt andet går ud på at modernisere ’Ventilens’ mødested for ensomme unge i Esbjerg. Fællesskab, rummelighed, respekt, tolerance og mangfoldighed er ordene, der beskriver Frivillighuset Vindrosen, hvor 160 frivillige foreninger fra Esbjerg har til huse. Snart får de frivillige ildsjæle, der dagligt benytter Frivillighuset, noget at se frem til. Frivillighuset Vindrosen har nemlig modtaget en donation på 250.000 kroner fra Salling Fondene via Bilka Esbjerg. Penge der blandt andet skal bruges på at modernisere husets mødelokaler og fællesrum, så de bliver mere tidssvarende og indbydende. Ikke mindst for de mange foreninger, der har med børn og unge at gøre. Donationen kommer fra Salling Fondene, der via Bilka har doneret i alt 2 millioner kroner til ni lokale projekter landet over. Projekterne har alle fokus på børn og unges sundhed og trivsel. Derfor er det særligt foreningen ’Ventilens’ lokaler, der skal moderniseres og fungere som mødested for ensomme unge mellem 15 og 25 år. Det betyder nye stole, borde og sækkestole at slænge sig i, men også PlayStations, fjernsyn og interaktive tavler, der skal skabe sjove stunder for de unge. Hos Frivillighuset Vindrosen er de meget glade for donationen.
-Det er et stort skulderklap for hele det frivillige sociale arbejde i Esbjerg, at vi får en donation fra Salling Fondene. Foreningerne, der bruger huset, er drevet af ildsjæle, der lægger en kæmpe indsats for at hjælpe andre. Men huset trænger til en kærlig hånd,” siger Britt Schak Hansen, daglig leder af Frivillighuset Vindrosen, og fortsætter:
-Hver gang vi skal købe nyt, så skal vi spinke og spare, og derfor er det en virkelig stor hjælp med donationen fra Salling Fondene. Det kommer til at gøre en stor forskel for alle de frivillige, sociale organisationer, der dagligt bruger Frivillighuset i deres arbejde for at hjælpe andre, siger Britt Schak Hansen.

En støtte til Esbjergs frivillige foreninger
Det er Bilka Esbjerg, der har indstillet Frivillighuset Vindrosen til at modtage en donation fra Salling Fondene. Varehuschef Henrik Morgensen er glad for, at moderniseringen af Frivillighusets lokaler kan være med til at støtte mange af Esbjergs frivillige foreninger, der har fokus på alt fra børn, unge og handicap til trivsel, sygdom og ensomhed.
-Foreningsarbejdet og de frivillige ildsjæle er kendetegnende for vores lokalområde, og vi er glade for, at vi kan støtte op om så mange af Esbjergs frivillige foreninger gennem vores indstilling af Frivillighuset Vindrosen til en donation fra Salling Fondene. Frivillighuset Vindrosen brænder for at gøre en forskel og vi er meget stolte af, at det er anden gang på under et år, at Salling Fondene har støttet et lokalt projekt, siger Henrik Morgensen, varehuschef i Bilka Esbjerg.

Ni lokale projekter med fokus på børn og unge
Donationen kommer fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, der donerer to millioner kroner til ni lokale projekter fordelt rundt i hele landet, der alle har fokus på børn og unges sundhed og trivsel.
-Det betyder meget for os i Bilka, at vi kan være med til at støtte lokale projekter, som fremmer sundhed og trivsel for børn og unge. Derfor er det med stor glæde, at vi kan give noget af overskuddet tilbage via donationerne fra Salling Fondene, siger Mark H. Nielsen, der er direktør i Bilka.

Alle projekterne er indstillet til Salling Fondene af Bilka-varehuschefer ud fra ansøgninger i Bilkas lokalområder.