Af Redaktionen
– Musikken giver det gamle maleri en helt ny vibe!
– Maleriet bliver moderne – igen.
– Jeg synes, musikken passede GE-NI-ALT! Hele billedet blev animeret for mine øjne…
Sådan beskriver nogle af testpersonerne bl.a. deres oplevelser med Esbjerg Kunstmuseums nye tiltag ElectronicArt, som vi officielt lancerer tirsdag den 14. december kl. 16.30.
I samarbejde med cand.mag. i musikvidenskab Jonathan Lemche og Johan Jøker Laustsen fra e-mol linjen på Syddansk Musikkonservatorium inviterer vi til en elektronisk musikalsk rejse gennem museets samling. Og samtidig en måske tiltrængt pause fra juleræset.
Udstillingen er den samme, men nu kan den opleves med et soundtrack bestående af musikalske værker af etablerede kunstnere, bl.a. Aphex Twin, Trentemøller og Röyksopp – samt et nykomponeret nummer til et særligt udvalgt værk. De vidt forskellige genrer smeltes sammen til en unik oplevelse, hvor malerierne og installationerne vækkes til live gennem et moderne elektronisk lydbillede.
På grund af musikkens udstrækning i tid, vil I måske opleve at blive hængende ved et værk i meget længere tid, end I normalt ville gøre. Måske vil I opleve, at farverne mættes eller nedtones. Måske får I endda lyst til at danse sammen med figurerne i malerierne.
Den 14. december skydes ElectronicArt i gang med en lille koncert. Samtidig bliver der mulighed for at prøve formatet af på egen hånd. I skal blot aktivere QR-koderne og lytte med, mens værkerne folder sig ud! Man kan med fordel medbringe sine egne høretelefoner.
Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig. Museet byder på en øl eller sodavand.
Krydsfeltet mellem musik og billedkunst har museets særlige fokus. Vi har gennem mange år eksperimenteret med nye formidlingsformater, og den sansemæssige sammenblanding mellem electronica, rave- og museumskultur vil med garanti igen åbne for nye, overraskende oplevelser og indgange til kunsten.