Af Sabina Schmidt Foto: Dyreværnet
Det var et hjerteskærende syn, der mødte Dyreværnets ansatte, da de ankom til en adresse i Korsør. En kun fire måned gammel schæferhvalp havde stået lænket til en radiator under ejerens indlæggelse, og den lille trold var så svag, at den ikke kunne stå på benene. Hvalpen var en tæve og de gæve dyreværnsfolk fik straks bragt den til Dyreværnets internat i Rødovre. Her stod dyrlægeteamet klar til at behandle schæferhvalpen. De navngav den: Liv.
Schæferhvalpen Liv var efterladt i syv dage, mens ejer var indlagt.
Indimellem overrasker livsviljen selv garvede dyrlæger. Den unge schæferhvalp, Liv, vejede kun fem kilo, hvilket er halvt så meget, som den burde, da Dyreværnets dyrlæge Sophie Haack-Hamilton fik den i hænderne efter køreturen fra Korsør. Så der skulle en hurtig indsats til, for at Liv kunne overleve:
– Liv var så afkræftet, at hun hverken kunne gå eller stå og så dehydreret, at den væske hun med det samme blev tilført via drop, var i allersidste øjeblik. Den lille krop var lige ved at lukke ned, så var der gået en dag mere, var hun gået bort, fortæller den chokerede dyrlæge Sophie, som holdt Liv under observation i 24 timer.
Men NU er lille Liv heldigvis i bedring. Hun har virkelig en tørst på livet, jeg sjældent har set, smiler Sophie.
Gennem hele forløbet har Liv taget godt imod både væske, foder, knus og kærlighed. Dyreværnets direktør Rikke Christensen-Lee er lykkelig over, at Liv har så stor en tørst på livet: – Der er ingen tvivl om, at Liv havde akut brug for dyrlægehjælp. Så det var godt, at vi kunne træde til. Liv er nu sendt ud til en plejefamilie, og så snart hun er helt på toppen igen, skal vi finde en ny familie til hende, siger Rikke. Hun fortsætter:
– Der er virkelig et behov for, at folk rækker ud, når de står i situationer som disse. Derfor har vi i oktober lanceret tiltaget, Potehjælp, der vil kunne tilbyde en håndsrækning, eller rettere en pote-rækning, til både dyr og ejer, som har brug for bistand. Liv er det fineste eksempel på, at det hjælper at hjælpe. Hun er et sandt Livstykke, smiler Rikke afslutningsvis.
Så snart Liv er klar, vil hun blive sat til adoption, da ejer ikke er i en situation, hvor Liv kan komme tilbage til sin oprindelige bopæl.