Af Redaktionen

Siden krigen i Ukraine brød ud, har køkkenbranchen været under pres. I krisetider køber vi mindre nyt, og det får kunderne til at strømme til hos forhandler i Esbjerg, der renoverer eksisterende køkkener.

Ruslands invasion af Ukraine har betydelige konsekvenser for den danske køkkenbranche. Ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Industri er branchen hårdt påvirket af stigende priser, lange leveringstider og mangel på råvarer som træ og stål. Men mens træ- og møbel-virksomhederne generelt har skruet ned for vækstudsigterne, har OK Køkkenrenovering vækstet markant siden krigens udbrud. I første halvår af 2022 er kædens andel af kundehenvendelser i Esbjerg mere end fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år.

Vi får markant flere henvendelser i krisetider fra kunder, der ønsker renovering af det gamle køkken. Det så vi under finanskrisen, og vi ser det her i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, fortæller Kaj Poulsen, der er forhandler hos OK Køkkenrenovering i Esbjerg. 

Økonomisk rådgiver Lone Eriksen giver et bud på hvorfor:

– I krisetider værner vi om os selv og vores værdier, ikke mindst vores penge, og et nyt køkken er meget konjunkturfølsomt og kan relativt nemt udsættes. For dem, der ikke kan vente, er køkkenrenovering et økonomisk fordelagtigt alternativ.

Hver femte vil genbruge mere

Ifølge en ny befolkningsundersøgelse foretaget af Nordstat for Landbrug og Fødevarer angiver 65 procent af danskerne krigen i Ukraine som en bekymring. Bekymringerne skyldes primært stigende priser på fødevarer, energi og brændstof, og behovet for at spare penge har fået hver femte til at ville genbruge mere.

­– Den ukrainske krig fylder meget i vores mentalitet, fordi den påvirker vores liv på rigtig mange punkter. Når vi handler, er priserne på især mejerivarer steget markant, benzinpriserne stiger med historisk fart og inflation og stigende renter berører boligmarkedet. Det resulterer i et mindre rådighedsbeløb og en større økonomisk bevidsthed, som blandt andet får os til at skære det dyre nye køkken fra i budgettet, fortæller Lone Eriksen.

I følge Kaj Poulsen er der ofte mange penge at spare ved at renovere frem for at købe nyt.

­– Det er typisk stærke elementer som sokkel og korpus, som vores kunder prioriterer at bevare, når køkkenet skal have en overhaling, og det vil ofte føre til en besparelse på godt 25.000 kroner.

Råvaremangel skaber perspektiv

Manglen på råvarer som træ og stål i Danmark skaber ifølge fremtidsforsker Kirsten Østergaard Poulsen øget opmærksomhed på at værne om ressourcerne.

– I mange år har vi smidt væk og købt nyt uden videre omtanke for materialespild, men renovering og genbrug vinder i stigende grad frem. I krisetider, hvor materialer er en mangelvare, ser vi vores forbrug i et større perspektiv, og det styrker værdien ved at leve bæredygtigt, siger Kirsten Østergaard Poulsen.