Af Jan Poulsen

Varde Kommune har indgået en ny kulturaftale, og bliver en del af Kulturregion Midt- og Vestjylland.

I de næste fire år vil 12 kulturregioner rulle 29 indsatsområder og utallige projekter ud til glæde for især børn og unge. Det sker gennem de såkaldte kulturaftaler, som indgås med kommunerne, og som kulturministeren har underskrevet.

– Med de nye aftaler styrker staten og kommunerne sammen børn og unges aktive deltagelse i kulturlivet. Det er for mig den helt centrale nøgle til at udvikle fremtidens kulturliv. Samtidig er lokalt engagement og frihed til nytænkning hjørnesten i konceptet og nøglen til aftalernes succes. Jeg er glad for, at vi har lavet nogle aftaler, der rækker helt frem til 2024, så vi har nogle faste og stabile rammer for kulturregionernes arbejde. siger kulturminister Joy Mogensen

Hun bakkes op af Johs. Poulsen, formand for Kulturregion Midt- og Vestjylland.

-Det er dejligt, at kulturaftalen er på plads med Varde Kommune som del af Kulturregion Midt- og Vestjylland. Vi har et stærkt samarbejde på tværs af kommunerne, og med Varde Kommune går vi nu også på tværs af regionerne. Jeg er glad for, at vi allerede har sat gang i 12 meget forskellige tiltag, der spænder fra at styrke samarbejde mellem grundskoler og musikskoler, over lydkunst i naturen og til fælles talentudvikling på tværs af kultur-, sports-, og erhvervslivet, siger han.

Kulturaftaler er frivillige, fireårige aftaler, som kulturministeren kan indgå med en kommune eller en gruppe af samarbejdende kommuner. Kommunerne i en aftale udgør en kulturregion. I den kommende fireårige periode har 73 kommuner ønsket at indgå en aftale med kulturministeren. Det er 75 procent af alle kommuner. Fokus i kulturaftalerne er at koordinere en fælles indsats for udvikling af kunst- og kulturlivet, og i de kommende fire år vil initiativerne hovedsageligt være rettet mod børn og unge.

Statens bidrag til udviklingsinitiativerne er 20,1 mio. kr. årligt i 2021-24 fra ’Puljen til kultur i hele landet’, som kommer fra udlodningsmidlerne. Sammen med kulturregionernes samlede egenfinansiering på 27,8 mio. kr. i 2021 udgør de den økonomiske ramme for kulturaftalerne.
Aftalerne er underskrevet af kulturministeren, og når de er endeligt behandlet i de enkelte kommuner, bliver de offentliggjort på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.