Af Redaktionen

Snup et rundstykke, få pumpet din cykel eller test en elcykel. Sådan lyder tilbuddene, når Esbjerg Kommune fejrer at supercykelstien, som forbinder Esbjerg Ø med centrum, står færdig. Konkurrencer på de lokale skoler skal også få flere skolebørn til at vælge cyklen til.

2,5 km enkeltrettet og 800 meter dobbeltrettet cykelsti udgør Esbjergs anden supercykelsti langs Baggesens Allé og Århusvej, via Skibhøj og videre til Veldbækvej og stiforbindelsen under motorvej E20.

Med færdiggørelsen af supercykelstien lancerer Esbjerg Kommune flere tiltag, som både skal fejre cykelstien og give flere lyst til at bruge cyklen på strækningen.

-Supercykelstien skal fungere som en korridor gennem byen, hvor cyklisterne oplever bedre fremkommelighed under trygge forhold. Vi vil gerne slå et slag for, at supercykelstien er et holdbart alternativ til at vælge bilen, når man vil bevæge sig fra Esbjerg Ø og ind til skolerne langs ruten og selvfølgelig centrum, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.

Morgenmad og cykelsmed

Tirsdag og torsdag i uge 20 er alle velkomne ved Baggesens Allé og Ringen. Mellem kl. 7 og 8 kan de første 100 cykelpendlerne dagligt få et smurt rundstykke med på turen, og om eftermiddagen fra kl. 15-16.30 står en cykelsmed klar til at smøre kæden, pumpe dækket og justere saddelhøjden. Samtidig uddeles der også reflekser, der kan holde buksebenet på plads under cykelturen. En tur på en elcykel er der også mulighed for.

-En ny supercykelsti fejres bedst med de nuværende og kommende cyklister, og derfor har vi lavet et arrangement, som skaber liv i gadebilledet samtidig med at vi stadig passer godt på hinanden i forhold til Corona, uddyber Søren Heide Lambertsen.

Unge cyklister skal i sadlen

Mens lanceringen rækker ud til de mere erfarne cyklister, har kampagnen et yderligere gear rettet mod de yngre cyklister. På Præstegårdsskolen Urban og Rørkjær Skole Urban vil eleverne i 4. til 7. klasse deltage i forskellige konkurrencer, som skal inspirere elever og gerne forældre til at lade cyklen blive det foretrukne transportmiddel til og fra skole og fritidsaktiviteter.

De yngste elever skal prøve kræfter med en vejside-plakat konkurrence, mens de ældre elever skal lave giv-os-lov-til-at cykle-videohilsner til forældrene. Konkurrencerne afsluttes fredag den 21. maj, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen kommer for at lykønske vinderne, som kan fejre sejren med is.