Af Redaktionen

Efter at ruten først var midlertidigt lukket under corona-krisen melder Stena Line nu ud, at ruten ikke åbner igen.

Stena Line er så hårdt ramt af corona-krisen, at rederiet nu nedlægger ruten mellem Frederikshavn og Oslo permanent, det oplyser rederiet.

– Det er en historisk hård situation, som tvinger os til at tage svære beslutninger. Ruten Frederikshavn-Oslo er stort set udelukkende afhængig af passagertrafikken og den vigtige højsæson om sommeren. Vi har gjort vurderingen, at vi mister hele højsæsonen i år, og vi har simpelthen ikke råd til at vente og håbe på næste sommer. Det er derfor med et tungt hjerte, at vi nu lukker ruten mellem Frederikshavn og Oslo permanent, siger Niclas Mårtensson, der er administrerende direktør for Stena Line.

Ruten mellem Frederikshavn og Oslo åbnede i 1979.

Lukningen kommer selvsagt også til at påvirke aktiviteten på Frederikshavn Havn. Men heldigvis bevares ruten til Göteborg, der har endnu mere trafik.  

Rederiet oplyser, at ruterne Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Halmstad fortsætter som vanligt, og at de ventes at vende tilbage til fuld drift, når corona-krisen er overstået.

Lukningen berører ingen danske arbejdspladser.