Af Redaktionen
Det er med stor glæde og taknemmelighed, at Fiskeri- og Søfartsmuseet modtager 1,5 mio. kr. til museets kommende udstilling ”Havets mysterier” af Augustinus Fonden.
”Havets mysterier” er en ambitiøs genstart af Fiskeri- og Søfartsmuseets udstillingsprofil.
Med udstillingen ønsker vi at sætte spot på alle de forunderlige myter, der knytter sig til havet. I de kommende år vil vi have et stort fokus på at præsentere hele Danmark for spændende udstillinger om alt, hvad havet har at byde på, og Augustinus Fondens opbakning hertil er uvurderlig for os, siger direktør Merete Jankowski.
”Havets mysterier” bliver Fiskeri- og Søfartsmuseets første store særudstilling siden 2018 og vil blive en sansemættet og storstilet rejse ned i alle havets myter og mysterier fra havfruer til kæmpeblæksprutter. Udstillingen realiseres i samarbejde med YOKE Design, som tidligere bl.a. har stået for udstillingsdesign på Tirpitz, Nationalmuseet, ARKEN og Den Blå Planet.
Fiskeri- og Søfartsmuseets bestyrelsesformand, Jakob Lose, udtaler,
-Det er en stor anerkendelse for museet at blive mødt med så generøs en bevilling fra Augustinus Fonden. Fiskeri- og Søfartsmuseet er et flagskib i Esbjerg Kommunes kulturliv, og at vi møder opbakning til at sætte ambitiøse udstillinger i højsædet, sætter os på en god kurs til at blive hele Danmarks museum for havet.