Af Redaktionen Foto: Illustration

Et flertal i Folketinget ønsker, at appen skal være et værktøj til at stoppe smittekæder med corona-virus.

Det bliver nu snart muligt for corona smittede borgere anonymt at give besked videre til personer, de har været tæt på, hvis de får konstateret corona-virus.

For et flertal af Folketingets partier er i går fredag blevet enige om, hvordan en kommende corona-app til netop smitteopsporing skal se ud, oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

Appen bliver kaldt ”smitte|stop”, og det er frivilligt, om man vil bruge den. Men vælger en borger at downloade appen, bliver al data herom gemt på borgernes mobiltelefoner.

Informationen slettes igen efter 14 dage

– Jo flere danskere, der downloader ‘smitte|stop’, jo mere kan appen hjælpe os alle til at bremse smittekæder, siger Sundhedsminister Magnus Heunicke.

– Derfor er det vigtigt, at der er bred politisk opbakning til den kommende app med nogle helt klare principper for formål, privacy og beskyttelse af danskernes data, tilføjer han.

Et af de store slagsmål forud for udviklingen af corona-appen har været, hvorvidt borgernes data gemmes centralt hos offentlige myndigheder, eller om borgeren skulle bevare fuld kontrol over egne data.

Alt dette har været et spørgsmål om borgernes rettigheder til privatliv. Her er løsningen altså blevet, at de data, som appen benytter – såsom brugernes gps-data – bliver på telefonen og ikke sendes ind til en central database.

Appen baseres på teknologi fra techgiganterne Google og Apple, som i disse uger indarbejdes i den danske app. Appen udvikles af it-virksomheden Netcompany, oplyser ministeriet.

Selv om det ikke er den bærende del af appen, har brugere fortsat mulighed for at give myndighederne tilladelse til at tilgå data.

I aftalen står der, at hvis en borger vælger at dele kontaktdata med myndighederne, skal det være tydeligt, hvilke data vedkommende konkret deler. Og informationer skal opbevares ”i kortest mulig tid”.

Det er regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, de konservative og Liberal Alliance, som står bag aftalen.

Enhedslisten var et af de partier, der tidligere har kritiseret regeringen for at ønske en mere central løsning. Men i går fredag er partiets it-ordfører imidlertid glad for, hvordan aftalen er landet.

– Vi er mange, der har været bekymrede for, at en corona-app kunne give overvågning og dataproblemer. Men nu er vi landet på den model, der sikrer brugernes privatliv allerbedst, siger Eva Flyvholm.

– Det er vigtigt og godt. Og der er selvfølgelig langt flere, der vil bruge appen, når den er tryg, slutter hun.