Af Eva Zauner Bredahl   Fotos: Fiskeri- og Søfartsmuseet samt private

Det lugter ikke af fisk – det lugter af penge, er nok en sætning alle kender fra omtalen af tidligere og svunde tider på Esbjerg Havn. Dengang hvor fiskekutterne kappedes om pladsen, hvor folk kom og gik, og hvor hårdt arbejde, vind og vejr var vilkårene for de mennesker der havde deres daglige gang her. Men hvordan var det nu lige helt nøjagtigt det var, dengang, det kan de færreste i dag nok helt sætte sig ind i.

I denne uge udgav Politikkens forlag Lars Bo Kirks bog “De sidste fiskere”, som er blevet til i tæt samarbejde med tidligere fiskeriminister Kent Kirk. Bogen har som undertitel Fiskeriets storhed og fald – og er en fascinerende rejse gennem et stykke dansk kultur- og erhvervshistorie, fra små vesterhavsfiskere til kvotekonger. I centrum er Familien Kirk, Esbjerg og den jyske vestkyst, hvor fiskeriet i en lang årrække var i centrum for områdets familier.

De sidste fiskere er en dokumentarisk fortælling om fiskeriets udvikling på Den Jyske Vestkyst beskrevet gennem den tidligere fiskeriminister Kent Kirk og hans families historie.
Det er en menneskelig skildring om at leve på og af havet, om stærke lokalsamfund og tætte familiebånd, voldsomme storme, 100-års bølger, flodfiskeri i Afrika og torskekrige ved Island. Samtidig fortæller bogen også historien om, at måtte tilpasse sig nye vilkår, efterhånden som familiens levebrød forsvinder sammen med fiskeriet.

Bogen er en fascinerende rejse gennem et stykke dansk lokal-, kultur- og erhvervshistorie, som meget få af de yngre generationer kender til. Fra dengang Hans Kirk i begyndelsen af 1900-tallet skrev romanen Fiskerne, videre ind i 1950’erne, hvor kutterne var lavet af træ og mændene af jern, op gennem de indbringende 60’ere, de turbulente 70’ere og 80’ere, hvor fiskeriet blev underlagt reguleringer og kvotesystemer. Bogen tager læseren med op gennem tiden – helt op til nutiden, med kvotekonger og et havfiskeri, der er en industri fordelt på ganske få hænder.
Lars Bo Kirk (f.1972) er uddannet journalist og arbejder som direktør i kommunikationsbureauet Friday. Han er forfatter til rejsedokumentaren Halvvejs fra 2012 samt medforfatter til Jens Nauntoftes erindringer, Minefelter, fra 2017.

Ud over at være en del af den fisker familie, han skriver om i De sidste fiskere, har han som ung selv fisket på både træ- og jernskibe i det nordlige Atlanterhav samt på Nordsøen. Han kender også havet, dets luner og overlegenhed som langturssejler med flere oceankryds bag sig. Bogen er blevet til i tæt samarbejde med tidligere fiskeriminister Kent Kirk, der ud over at være morbror til forfatteren er hovedkilde i bogen.

Fakta om udgivelsen:
Forfatter: Lars Bo Kirk
Udgivelse: 16. februar 2021
Forlag: Politikens Forlag
Omfang: 272 sider

[smartslider3 slider=”132″]