Af Sabina Schmidt   Foto: Illustrations foto

En amerikansk person er død efter at have udviklet alvorlige vejrtrækningsproblemer på grund af brug af e-cigaret

Sundheds myndighederne i den amerikanske stat Illinois bekræfter, at en unavngiven person mellem 17 og 38 år er død efter brug af en e-cigaret.

– Vi er triste over at høre om det første dødsfald relateret til de alvorlige udbrud, vi har set af lungesygdomme hos dem, der bruger e-cigaretter, siger Robert Redfield, direktør i The Centers for Disease Control and Prevention (CDC) ifølge BBC.

Personen døde efter at have udviklet vejrtrækningsproblemer ved at dampe på e-cigaretter.

– Det tragiske dødsfald i Illinois forstærker de alvorlige risici, der er forbundet til e-cigerat-produkter. At dampe udsætter brugerne for mange forskellige substanser, som vi har alt for få informationer om – heriblandt smage, nikotin, cannabinoider og opløsningsmidler, siger Robert Redfield videre.

200 tilfælde
Ifølge CDC har der været næsten 200 tilfælde af alvorlige lungesygdomme på tværs af 22 amerikanske stater, der kan have relation til brugen af e-cigaretter.

Symptomerne hos patienterne dækker over alt fra hoste og udmattelse til opkast og diarré.

Det er endnu ikke klarlagt, hvad personerne har fyldt i deres e-cigaretter, men mange har fortalt, at de har brugt tetrahydrocannabinol (THC), der er det aktive stof i cannabis.

Præsident i American Vaping Association, Gregory Conley, er overbevist om, at dødsfaldet skyldes, at man har fyldt cannabis eller andet syntetisk stof i e-cigaret, fortalte han i en pressemeddelelse.

To personer har i øvrigt mistet livet, efter e-cigaretter er eksploderet i hovedet på dem.