Af Sabina Schmidt Foto: Jens Peter Engedal
Blå Kors Danmarks generalsekretær Christian Bjerre er overordnet set glad for regeringens udspil for at nedbringe hjemløsheden i Danmark, men udspillet har mange uafklarede punkter, som har betydning for, om reformen vil få succes.
-Jeg er først og fremmest glad for, at regeringen nu for alvor viser ambitioner om at nedbringe antallet af hjemløse i Danmark. Det er et initiativ, som fortjener ros – og som vi naturligvis gerne indgår i en konstruktiv dialog om.
Desværre er udspillet på mange punkter ikke så konkret og klart, som man kunne ønske sig.
Udspillet baserer sig på Housing First-strategien, som er virksom for en stor del af de hjemløse, såfremt man kan skaffe sig en egnet bolig, og samtidig giver borgeren den fornødne støtte i eget hjem. – Jeg – og vi i Blå Kors Danmark – bakker op om tilgangen, som passer til de fleste, såfremt borgeren i praksis får den nødvendige hjælp. Men for de hårdest ramte hjemløse, som har massive og komplekse problemer med misbrug, psykiske problemer, sundhedsproblemer og dårligt netværk, bør der være mulighed for et længerevarende rehabiliterende boophold.
Regeringen ønsker at afsætte midler til at tilvejebringe 2.900 billige boliger med en husleje på højst 3.500 kr., men tilskuddet skal ifølge regeringen prioriteres til kommuner med det største behov. Hvad betyder det i praksis? Er det landets fire største byer, eller skal de mindre provinsbyer selv betale for at skaffe boliger? Jeg mener, det er vigtigt, at der gribes ind mod hjemløsheden i hele Danmark.
Dernæst er der forslaget om, at den statslige refusion på hjemløsepladserne skal udfases efter kort tid. Det forlyder, at ”kort tid” skulle være tre måneder. Jeg er meget enig i, at de lange ophold skal undgås – også af hensyn til borgeren. Tre måneder kan dog for mange hjemløse vise sig at være for kort tid, hvis der skal ske en stabilisering og den rigtig løsning skal findes. I Blå Kors Danmark anbefaler vi derfor mindst 4-6 måneder.
Det er også positivt, at der indføres en nye bostøtteparagraf, som skal understøtte de specialiserede bostøttemetoder, og som skal have statsrefusion i stedet for de lange herbergsophold. Igen står det dog uklart, hvor stor refusionen vil være, og i hvor lang tid den vil gælde?
Jeg er alvorligt bekymret for, at den nødvendige støtte ikke vil følge med ud i egen bolig, eller at støtten ikke er tilstrækkeligt fleksibel, men eksempelvis kun kan fås i den almindelige arbejdstid på hverdage og i et meget begrænset omfang. Det matcher ofte ikke borgerens behov.
Det hedder i hjemløseudspillet, at den statslige støtte ”overgår til støtte til borgeren frem for at dække udgifter til lange ophold på herberger”. Det er positivt, men betyder det, at borgeren får frit valg af leverandør fra bostøtten, således at man eksempelvis kan vælge at få den fra herberget? Eller vil man være henvist til et kommunalt bostøtteteam?
I vores daglige arbejde i Blå Kors Danmark har vi gode eksempler på, at den rette støtte i egen bolig er en meget succesfuld vej ud af hjemløshed. Omvendt har vi også set masser af eksempler på mennesker, der bliver placeret i en bolig, men uden den nødvendige støtte. Det resulterer ofte i, at borgeren ender i samme problemer igen og atter vender tilbage som hjemløs.
Den nødvendige støtte sikres ikke bare ved obligatoriske handleplaner på herberger. Den nødvendige støtte sikres i samarbejde med borgeren selv og med håndholdt helhedsindsats, hvor der er fokus på misbrugsproblemer, svage eller brudte netværk, psykiske udfordringer, beskæftigelse og meget mere. Afgørende vil det derfor være, at der medfølger de nødvendige antal støttetimer, og hvor den hjemløse har frit valg til at vælge bostøtteleverandør, så det fx kan blive den eller de personer, som man allerede i forbindelse med et ophold på forsorgshjem har opnået en god relation til.
Hjemløsheden skal nedbringes, men hvis det skal blive til virkelighed, så er der brug for gode svar på de uafklarede punkter i udspillet – og en erkendelse af, at der skal være et godt samarbejde med de hjemløse borgere om deres fremtid og et tillidsfuldt samarbejde på tværs af de involverede aktører i form af staten, kommunerne og civilsamfundets organisationer.