Af Eva Zauner Bredahl

I morgen skriver kalenderen den 1. december, årets julemåned skydes for alvor i gang, og med den en masse traditioner. En af de klassiske er selvfølgelig den årlige julekalender, og her er udbuddet stort, hvad enten man ønsker at se gamle kendinge, noget nyt eller noget sammen med de helt små. Alle aldre er dækket ind i årets udvalg af julekalendere. Spørgsmålet er jo så bare, om familien kan enes om en, eller om man skal se hver sin?

Uanset er der i hvert fald rig mulighed for at komme i julestemning, og absolut ingen undskyldning for at være en Grinch!

På DR og deres flow tv, kan du i år følge med i den nye “Julefeber”, der følger den 13 årige Bjørn og hans familie. De flytter ind på loftet af Det Kongelige Teater, og mystiske ting begynder at ske.

På TV2 og deres streamingtjenste kan du i år blandt andet følge med i “Juleønsket” fra 2015 og den altid populære julenisse Pyrus er også tilbage, i “Alletiders Jul”

Vi har forsøgt at danne os et samlet overblik over årets valgmuligheder på både DR og TV2 herunder.

DR1
Fra 1. december kl. 19:30 på DR1 Julefeber. 13 årige Bjørn og hans familie bliver smidt ud af deres lejlighed, og flytter i al hemmelighed ind på loftet af det Kongelige Teater, men snart begynder der at ske mystiske ting. Hvad mon det er der foregår?
Fra 1. december kl 7.00 Ramajetternes Jul
Fra 1. decmber kl 17.00 Nissebanden – Julemanden har mistet sit gode humør – kan Nissebanden mon finde det for ham inden juleaften?
Fra 1. december kl 17.30 Sebastians jul – Bonden holder ferie, så Sebastian skal passe dyrene – en hyggelig julekalender for både børn og voksne.

DR TV.
Fra 1. december kommer Klassens Jul fra 2017, Hr. Skægs Jul, Bamses Julerejse og Onkel Rejes Julefis til at ligge tilgængelig til streaming, lige når det passer ind i den travle julemåned.

TV 2
Fra 1. december Alletiders Jul – Pyrus bliver man vel aldrig træt af? I den allerførste Pyrus kalender, kommer Nissen Pyrus ved et uheld til at slette julen, og må nu forsøge at genoprette skaden.
Fra 1. december Juleønsket – Kampen er sat ind, Mennekser og Engle må stå sammen i kampen mellem det gode og det onde, hvem der vinder, kan du føæge med i i denne julekalender fra 2015.

TV 2 PLAY
Jul i Valhal – her følger man Jonas og Sofie i kamp mod tiden, for at indfange Loke inden han udløser Ragnarok
Jul i Historiehulen – hver dag læses der en julehistorie for de mindre børn, der gerne vil have det lidt langsomt og hyggeligt.
Traditionen tro – kan man selvfølgelig også se eller gense “The Julekalender.

Jul for de voksne
For de voksne tilbyder TV2 i år en adventskalender, “Grethes Jul”- Grethe, som man mødte tilbage i 2016 har nu arbejde i et stormagasin, hvor hun sælger sin nye bog, ”Pletter- alt kan fjernes”, hvor hun demonstrerer hvordan man kan slippe af med alle slags pletter – også dem på sindet.
DR 2 sender en adventskalender: Jul med Trines mor, der er baseret på Trines mors telefonsamtaler med Trine, som er kendt fra Rytteriet på DR 2 og P1.
På TV 2 ZULU kan man følge med i Natholdets Julekalender, hvor Anders Breinholt, Søren Rasted og øl-ekspert Carsten Berthelsen smager juleøl.