Af Lene Memborg

Folketinget er i fortrolighed blevet bedt om at bevilge mere end 100 millioner kroner til en midlertidig redningsplan til PostNord i Danmark, skriver Jyllands-Posten.

Bevillingen skal forlænge den kontrakt om udlevering af breve, der er gældende til 31. december i år.

Men det vil kræve ekstra statsstøtte til PostNord, såfremt de fortsat skal kunne leve op til forpligtelserne, lyder det fra regeringen og den danske del af PostNord.

Det pludselige støttekrav udløser politisk kritik og modkrav om, at regeringen til gengæld for den midlertidige bevilling leverer en omfattende køreplan, der kan føre til grundlæggende ændringer af PostNord i Danmark.

– Der skal laves en langsigtet analyse af hele PostNords fremtid.

– Vi må som samfund spørge os selv, om vi virkelig skal bruge penge på at bringe papir ud og fragte folks pakker på black friday, eller om vi hellere skulle bruge pengene på børnene og hjemmeplejen, siger De Radikales postordfører, Andreas Steenberg, til Jyllands-Posten.

Venstre og De Konservative kræver en større forhandling om postvæsenet.

For to år siden fik PostNord i Danmark en større milliardindsprøjtning for at kunne overleve, men nu er den altså gal igen.

Partierne frygter en regning på omkring 400 millioner kroner årligt på finansloven for at holde liv i systemet.

PostNord henviser til transportminister Benny Engelbrecht (S). Han mener, at en aftale inden nytår “ser svær ud”. Han foreslår derfor, at den nuværende aftale med PostNord i Danmark midlertidigt forlænges.