Tekst og fotos: Camilla Uth
Svend Erik er ikke det man kalder en landevejsridder, men han har en forkærlighed for naturen og anskuer verden med et åbent sind og med nysgerrighed. Han oplever tit at folk smider ting i naturen, og det harmer ham, for det er der jo ingen grund til. Han er stor fortaler for genbrug og bæredygtighed, og derudover er han god for en kvik bemærkning, når han møder folk på sin vej. Han er et interessant menneske og en god samtalepartner med glimt i øjet, og så smager kaffen bedst, når den er gratis.
-Når jeg er på Als så savner jeg Fanø, og når jeg er på Fanø, savner jeg Als!
Svend Erik Jakobsen har som så mange andre en stor forkærlighed for den lille ø, ud for Esbjerg, han har prøvet at flytte fra den 3 gange, nærmere betegnet mod Als, men hver gang bliver han draget mod øen igen. Han har også gennem mange år boet på Amager, – derovre kalder de mig Sveske fortæller han os grinende, mens vi sidder her i solskinnet og dykker ned i hans livshistorie. For Svend Erik har en historie at fortælle, og en god portion livserfaring at dele ud af, han holder af både Als og Fanø, men det er Fanø der ejer hans hjerte. Han har en lejlighed i Nordby, men oftest foretrækker han at være ude i det fri, hvor han går lange ture.
-Jeg har en lejlighed bag Fanø Lakserøgeri, der bor Johnny Madsen også, fortæller han, dog er han ikke imponeret over Johnny Madsens kunst, – det han laver, som de kalder malerier, det ligner noget, der er lavet nede i børnehaven, siger han. Men kunst og opfattelsen af denne afhænger jo af øjnene, der ser, bliver vi enige om.
Fra Bådebygger i Kastrup til Kutter i Esbjerg
Svend Erik er uddannet både og Yachtbygger I Kastrup, – Kastrup havn, der stod jeg i lære, det var udmærket, men den sidste dag jeg arbejdede, det var ved Højbjerg maskinfabrik i Århus, fordi far og jeg arbejdede hos Superfos glasuld på Amager, og så flyttede vi til Århus, hvor vi fik arbejde på Højbjerg maskinfabrik, det skulle vi ikke have gjort, siger han bestemt med tryk på hver stavelse. Far og søn havde begge steder arbejdet med nogle skrappe kemikalier, – Det endte med at slå far ihjel, jeg overlevede, men jeg mistede balanceevnen, fortæller han og holder en lille pause i fortællingen og hans blik søger mod havet. Udover at få problemer med balancen har arbejdet også påvirket Svend Eriks hukommelse, han har svært ved at huske, men han mener det i hvert fald er mindst 30 år siden. – Jeg blev tvunget på invalidepension, fordi jeg gik og faldt hele tiden, men så gjorde jeg noget smart, jeg vidste det bare ikke, jeg købte nemlig en ophugger kutter i Esbjerg, og så flyttede jeg ned i den, og efter 4-5 måneder havde jeg balancen tilbage, for bæstet ville jo ikke ligge stille, griner han.
Sommerturene
Både Esbjerg og Fanøs natur betyder meget for Svend Erik, – jeg kan ikke holde mig af naturen, jeg går gerne lange ture, siger han. Hvor langt han går svinger fra dag til dag, men han er sikker på han når over de 10.000 skridt om dagen. – For nogle år siden, der gik jeg en af mine sommerture, og langs stranden og andre steder, hvor jeg normalt aldrig møder folk, stod der nogen og talte i mobiltelefon, det undrede jeg mig meget over.
Det viste sig at det havde en særlig årsag, – efter 2-3 dage efter at jeg var kommet hjem, så kom fannikerne til mig og sagde, at nu havde de tjekket at det er sandt, hvad du siger, at du går hele Fanø rundt på en dag. Svend Erik foretrækker klart sommervejret, dels er det varmere og han kan være ude i den natur, han holder så meget af, om vinteren opholder han sig i lejligheden, hvor han blandt andet fordriver tiden med at løse kryds og tværs og sudokuer. – Men jeg er altså ude at gå om vinteren også, for jeg skal gerne ud at gå hver dag, og det har altså haft den effekt, at jeg altså ikke kan huske, hvad jeg fejlede sidst, for der er fuld gang i kroppen, når man går og det gør noget godt for immunforsvaret også.
Svend Erik er 70 år, han kom første gang til Fanø for mange år siden, – jeg kan huske jeg spiste nede på kroen i Sønderho på min 30-års fødselsdag, og jeg kan huske, jeg fik noget god mad. Alderen har dog ikke den stor betydning for Svend Erik, men en ting er han dog ked af, – jeg savner mit røde hår, jeg blev drillet i skolen med det, men nu er det jo smart at være rødhåret, og nu er det væk, øv! For nu ville jeg godt have haft det. I Århus drillede de mig også, der kaldte de mig den lyserøde panter, griner han.
Humoren fylder meget, der er er et lunt glimt i øjnene på Svend Erik og han har tit en kvik bemærkning til de mennesker han møder på sin vej. –, hvis jeg møder de her kondiløbere, og jeg kan se at de ikke har de her ørepropper i med musik, så spørger jeg dem altid om det er opvasken de løber fra, og en dag mødte jeg en kvinde der var ude at løbe i Nørreskoven i Esbjerg, og så spurgte jeg hende, om hun løb fra opvasken, hvortil hun svarede, at hun havde opvaskemaskine, og han sad hjemme i sofaen, griner han.
Svend Erik har tre piger, en i Sønderjylland, en på Als og en i Godthåb, han har været gift en gang, men konen døde et år efter, pigernes mor ses han stadig med. Han er tilfreds med sit liv, det eneste han savner, er dog at have et ”skiv” at bo i. -Det kunne være fedt, for så kunne man flytte, bare ved at futte afsted, og så skal man ikke til alt det pjat med lastbiler og så videre, man flytter bare, siger han med eftertryk.
Hellere ”sjov tobak” end alkohol
Svend Erik har drukket en del alkohol i sit liv, det stoppede han med efter at være vågnet op i en respirator en dag, – folk skal holde sig fra sprutten og ryge noget cannabis i stedet for. Jeg fandt ud af, da jeg måtte stoppe mit druk, at dem der ryger den fede, de kan finde på at sige hvad som helst for at tage fis på hinanden, og de skriger af grin alle sammen, de bliver aldrig aggressive, og dem de har taget fis på, de sidder også og skriger af grin, siger han, og griner selv ved tanken. – I gamle dage der dyrkede folk det sgu også selv i haven og ude på altanen, og jeg har en mistanke, dog uden at kunne bevise noget. Men jeg tror at mange kvinder dengang, lavede sig en kop te af det om eftermiddagen, for ellers så kunne hun ikke holde det fulde hoved ud når han kom hjem, griner han igen, og afslutter, – men jeg kan som sagt ikke bevise noget.
Der er masser af spas i Svend Erik, – jeg kan ikke lade være med hvis jeg møder en kvinde på færgen her om sommeren i nogle af de blomstrede gevandter, kvinder har på, så siger jeg altid at man rigtignok kan se, hun er glad for solen, fordi hun sådan blomstrer, og så kan de ikke lade være med at grine.
Den bedste kaffe er gratis
Svend Erik kommer ikke så meget ud, somme tider går han dog på Hjørnekroen og får en sodavand eller på Kabyssen i Rindby og får en kop kaffe, for her skænker Evan gerne en kop gratis kaffe til ham.
Den nye kaffebar ved færgelejet i Esbjerg reklamerer med at de har havnens bedste kaffe, men Svend Erik har forklarer dem, at den bedste kaffe på Esbjerg Havn, den får man hos Smedegaarden A/S, – der kan jeg få alt den kaffe, jeg har lyst til, og jeg skal ikke betale for den, så for mig er det havnens bedste kaffe. Svend Erik har en god og årelang relation til Smedegaarden i Esbjerg, – De har nogle sjove navne i det firma, Klaus bliver kaldt for ”Klaudi” og Morten bliver kaldt for ”Molle”, men Henning er der jo desværre ikke mere.
Svend Erik hjælper med at fjerne ting fra skibene såsom konserves og tøj inden ophug, tøjet kører han til genbrug. – jeg fjernede de ting, som søfolkene var rendt fra, for de render fra rub og stub, Smedegaard, og jeg snakkede om det, og vi kunne godt blive enige om at det ikke var spor mærkeligt at de rendte fra det beskidte tøj, men at de rendte fra det rene, der lå på hylderne, det undrede vi os meget over.
Han går i det hele taget ind for genbrug og bæredygtighed, blandt andet samler han dåser i naturen og tager lukkemekanismen af, som han så, når han har samlet nok, afleverer et sted, hvor de sørger for at der bliver sendt til et Ulandsprojekt, hvor der bliver støbt benproteser af dem.
Svend Erik er et spændende menneske, der har oplevet livet på godt og ondt, han er vellidt der hvor han kommer frem, han elsker naturen og han har stadig en del historier på lager, men dem tager vi en anden dag, for gode historier kan ingen af os få nok af, og slet ikke når de bliver overleveret med et smil.
