Tekst: Camilla Uth Fotos: Niels Ole Jessen
Flere biler indtog Ribe i går aftes, planen var at de skulle køre kortege fra Hovedengen gennem byens gader, tilbage til Hovedengen.
De kom i alle afskygninger bilerne, veteranbiler, nyere biler, store som små ja endda et par motorcykler havde fundet vej til Danmarks ældste by. Især de små biler var stærkt repræsenteret, for der foregik et nervepirrende væddeløb i Ribes gamle gader, et væddeløb man ikke lige kunne se med det blotte øje, for det var en delegation af de små blå smølfer, der havde valgt at gøre op med hovedfjenden Gargamel, og dette foregik i et hæsblæsende tempo ind og ud mellem hjulene på de større bilmodeller.
Niels Ole Jessen var på pletten med sit kamera, og det lykkedes ham at fange et par af de små racerkørere med sin linse. Vi ser at Gargamel så lidt sammenbidt ud, havde han endelig erkendt sit nederlag, eller var han bare dybt koncentreret? Det vides ikke med sikkerhed, for det forlyder, at de stadig kører derude.
Men fakta er at der var mange flotte køretøjer i Ribe i går, og fik man ikke set dem i går, så dukker der mange op på lørdag til Tulipanfesten, hvor de vil være med til at løfte stemningen til denne store årlige begivenhed.
Om smølferne og Gargamel får gjort regnskabet op denne gang, må stå hen i det uvisse, men mon ikke de dukker op i sommerlandet, for de har en tendens til at poppe op de sjoveste steder, ja det hedder sig at de endda er spottet hos kaffebanken i Nordby på Fanø.