Af Sabina Schmidt
Det fysiske kørekort har fået et digitalt alternativ på mobilen, som du også kan bruge som ID i butikker og hos pakkebuddet. Det nye kort gælder dog ikke i udlandet.
Så har du en smartphone kan du hente en kørekort-app, så du både har dit kørekort og et id-bevis i digital udgave på mobilen, oplyser Digitaliseringsstyrelsen, der har udviklet appen.
Det er dog frivilligt, om danskere ønsker et digitalt kørekort.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) kalder det for et tilbud, der kan gøre det lettere for borgerne.
– Det er godt at kunne have kørekortet lige ved hånden, og det har de fleste mennesker i forvejen med mobiltelefonen.
– Men det er ikke sådan, at vi tvinger folk til at have et digitalt kørekort. Det er et tilbud, et tilbud, der nok vil gøre det lidt lettere både for borgerne, men også politiet, når man skal kontrollere kørekortet, siger Benny Engelbrecht.
Man skal dog fortsat beholde sit fysiske kørekort, selv om man har hentet kørekort-appen. En af grundene til det er, at det digitale kørekort kun gælder inden for Danmarks grænser.
Men det håber Benny Engelbrecht over tid kan ændre sig.
– Man skal først og fremmest beholde det fysiske kort, fordi det kan være, at man skal en tur til udlandet. Foreløbigt gælder det digitale kørekort kun i Danmark, men vi håber selvfølgelig på sigt, at det kan blive anerkendt i hele EU.
– Og så kunne det jo være, at man gik hen og mistede sin mobiltelefon. Så kan man spærre det digitale kort, men så er det rart at have det fysiske kort fortsat.
– Men man behøver ikke tage det fysiske kørekort med, hvis man har sin mobiltelefon på sig og har et digitalt kørekort der, siger han.
Appen fungerer også, selv om mobilen ikke har dækning eller forbindelse.
Løber mobilen tør for strøm, er det dog nødvendigt at have det fysiske kørekort for at undgå en bøde. For at få sit digitale kørekort er det nødvendigt at downloade appen “Kørekort”, hvorefter man logger ind med NemID. Man aktiverer derefter sit digitale kørekort ved at scanne sit pas med mobilen og hente den billedfil, der er i passet.
Digitaliseringsstyrelsen pointerer, at data er krypterede. Billedet bliver også udelukkende oplagret på den pågældende telefon.
Kørekortet er det første id-bevis i Danmark, der bliver digitalt. Men snart vil det gule sundhedskort også følge trop i løbet af 2021.