Af Mor Eva
JEG ELSKER MINE BØRN! Jeg nyder at være deres mor. Lyden af deres latter er ren terapi, og hele min verden er centreret om dem. Den yngste er nu 4 ½ måneder, så den kloge har nok regnet ud, at jeg for øjeblikket går hjemme på barsel. Og det er jo et held, midt i denne coronanedlukning. Heldigvis har far stadig sit arbejde, og er en af de få, der i øjeblikket IKKE er hjemsendt. Så børnene og jeg, har dagene for os selv.
Vi har leget, vi har sunget, vi har været på stranden og flyve med drager, vi har bagt, vi har klippet gækkebreve, vi har malet påskeæg. Der er selvfølgelig også blevet lavet de obligatoriske lektier, når man har 4 børn i skolealderen – lettere udfordret som så mange andre familier, af online lektier.
Vi har hygget, vi har skændtes, vi har grint og vi har råbt og skreget, for ja, uanset hvor højt der er til loftet, så kan en stor familie som vores med så mange børn, altså kun holde til så meget. Og det er helt okay. Det er det nødt til at være!
På de rigtig trælse dage, og dem har der været nogle af, især den sidste uges tid – har mor her tryglet chefen om tilladelse til at afbryde barsel før tid og returnere til arbejde. Bare for at få lidt ro! Ungerne er mættede, mor er ikke længere nok, og babyen er da bare seriøst for alvor TRÆLS!
Gode råd er dyre, for nu kommer påsken – og med udsigten til at de snart kan komme retur til klassekammeraterne og skolen, er børnene – de elskelige små, da bare blevet om muligt endnu mere utålmodige. Normalt ville vi jo, som de fleste familier i Danmark tilbringe påskedagene med bedsteforældre, onkler, tanter, udflugter, påskefrokoster og alt muligt andet. MANGE TAK CORONA – Ja undskyld sarkasmen, men man KAN faktisk godt blive lidt småskør af gå hjemme, uanset hvor meget liv og kærlighed der er i familiens skød.
Lad os slå én ting fast – Jeg ELSKER mine børn!
Så i år til påske – bliver vi simpelthen hjemme – skyper med familien i Helsingør og kører måske forbi og afleverer lidt påskechokolade foran bedstefars hoveddør.
Sammen – hver for sig.
Og så tror jeg at vi vil forsøge os med gode gamle lege, som at puste æg, trille æg og klassiske lege som Alle mine kyllinger kom hjem – for nåeh ja, vi er jo så mange at det rent faktisk er sjovt… ja tænk sig- et par børn mere og vi bryder forsamlingsforbudet! Jeg har nu egentlig altid ønsket mig et helt fodboldhold – så vi er da godt på vej.
Rigtig god påske Danmark, Sammen – Hver for sig.