Af Jan Poulsen

2021 var præget af debatter og afsløringer, men hvilke shitstorms tiltrak sig mon mest opmærksomhed i det forgangne år? I modsætning til 2019, var det hovedsageligt shitstorme rettet mod personer, der dominerede billedet, hvor det tidligere oftest har været virksomheder.

Det var de rige, berømte og magtfulde, der stod for skud.  Statsministeren, Naser Khader, Jes Dorph, Christian Bitz samt influencers og sportsstjerner på solferie i Dubai under coronanedlukningen.

Personfikseringen vidner om en hårdere tone på de sociale medier, hvor shitstorms stortrives. Samtidig er medierne blevet langt mere aktive i delingen af shitstorm-opslag, der giver danskerne mulighed for at udtrykke deres harme i kommentarsporene. Dermed griber disse også hurtigere om sig.

Markant stigning

Shitstorm-ekspert og direktør i ATAK Nordic, William Atak, fortæller:

-Listen er tydeligt påvirket af corona og MeToo, som er helt nye virkeligheder, vi skal forholde os til. Sammenlignet med tidligere undersøgelser er der denne gang mere personrettede shitstorms frem for mod virksomheder og institutioner, der ellers i højere grad har domineret tidligere års top 10.

William Atak forklarer, at mediernes aktivitet på de sociale medier er steget markant i løbet af de seneste år.

-Der er sket en 5 dobling i antal reaktioner på shitstormopslag på nyhedsmediernes Facebook-sider siden 2018. Det vidner om, at både nyhedsmedier og deres læsere er blevet meget mere aktive på de sociale medier. Der er flere reaktioner, kommentarer og delinger, så de negative pressedækninger kommer meget bredere ud, da de belønnes af de sociale mediers algoritmer, siger William Atak.

Top 10 shitstorms i 2021

Mink-Gate – Regeringen i shitstorm over manglende lovhjemmel

Slette-Mette – Statsministerens slettede sms’er i forbindelse med Mink-Gate

Jes Dorph-Petersen – Anklaget for seksuelle krænkelser og fyret fra TV2

Naser Khader – Anklaget for trusler og seksuelle krænkelser

Dubai-kendisser – Kendte danskere rejser under coronanedlukningen

Nemlig.com – Horrible arbejdsforhold for ansatte

Forbud mod mavebluser på Firehøjeskolen i Vejle

John Dillermand – Børne TV provokerer

Christian Bitz – Retssag om keramik-plagiat

Ghita Nørby – Interview med Simi Jan i Go’ Aften Live

1.6 millioner datapunkter

kilde 24 Nyt