Af Redaktionen

Din telefon er sikkert fyldt med tusindvis af fotos. Har du lyst til at give nogle af dem et kunstnerisk twist og omskabe dem til flotte, overraskende, unikke og personlige julegaver?

Tirsdag den 7. december kl. 16-19 indbyder Esbjerg Kunstmuseum til julegaveworkshop for alle. Vi har inviteret vores nære samarbejdspartner Peter Leth, der har stået for den tekniske udvikling af museets særlige online-satsning, Mit Museum. I Mit Museum får alle mulighed for at omskabe deres egne, private fotos ved at arbejde videre på et originalt oplæg fra en kunstner med tilknytning til Esbjerg Kunstmuseum.

Den 7. december guider Peter og museets personale deltagerne gennem teknikken og mulighederne i de små, enkle computerprogrammer, som skal bruges på Mit Museum til at skabe de flotteste og mest personlige billeder!

Du skal blot medbringe din (bærbare) computer og en mus samt en håndfuld af dine egne, digitale billeder, som du kunne tænke dig at omskabe til små kunstværker. Det kunne fx være et portræt af din veninde, din kæreste eller dine børn, et flot ferieminde eller et andet motiv, du holder af.

Tilmelding sker ved at sende en mail til boe@eskum.dk. Husk at oplyse antal deltagere. Prisen for deltagelse er kun 75 kr., som betales ved ankomst. Inkluderet i prisen er to flotte prints af de færdige værker i A4- eller A3-format. Museet serverer desuden julesmåkager og kaffe/te/vand.

Med Mit Museum udvikler udstillingsaktuelle kunstnere og kunstnere, der er repræsenterede i Esbjerg Kunstmuseums samling særlige multiples – små kunstneriske oplæg – som alle interesserede kan bruge helt frit. På den måde kan man bruge en kunstners greb, en del af hans værk eller et penselstrøg til at omskabe sine egne, private fotos.

Håbet er, at resultaterne bliver så fine, at brugerne har lyst til at printe billederne ud og hænge dem op derhjemme. På den måde kan man skabe sit helt eget museum hjemme i stuen. Man kan også sende sine billeder til museet – så bliver de delt i det store online-galleri.

Indtil videre har følgende kunstnere bidraget til Mit Museum: Christian Skeel, Sofie Bird Møller og Troels Aagaard, mens Ruth Campau er ved at udarbejde sit bidrag netop nu