Af Redaktionen   Foto: Red Star

Skuespillerne fra den aflyste Esbjerg Revy giver ikke op: Opfører nu et unikt show i Musikhuset for at støtte op – om revyen!

Så nu bliver der alligevel mulighed for et godt grin i Esbjerg til september. 

På initiativ fra Trine Gadeberg har hele holdet fra den aflyste EsbjergRevyen på egen hånd strikket en hylemorsom ”hjælpepakke” sammen for at vise deres støtte til revyen, holde fast i det gode grin i Esbjerg og sikre, at EsbjergRevyen også finder vej til Musikhuset næste år.

Showet ”Mens vi venter på vaccinen” er ikke en miniudgave af EsbjergRevyen. Det er helt sin egen skabt af holdet bag revyen og bliver en eksklusiv og unik oplevelse, der kun kan opleves denne ene gang.

Publikum vil sidde ved borde med hvide duge på selve scenen i den store sal. Kostumer og rekvisitter er fundet i skuespillernes skuffer og gemmer, og numrene bliver et mix af tidligere års revy-guf og det bedste fra Trine Gadeberg, Rasmus Krogsgaard, Teit Samsø og Jan Svarrer’s  egne repertoirer ledsaget af kapelmester Peter Bom.

Ved at købe billet til ”Mens vi venter på vaccinen”, støtter du EsbjergRevyen og er med til at sikre, at den også finder vej til Musikhuset næste år.

”Men vi venter på vaccinen” spiller tirsdag 1., onsdag 2., torsdag 3. september og fredag 4. september – alle aftener kl. 20.00, og der er mulighed for at tilkøbe spisning inden showet. 

På grund af corona restriktionerne er der kun et begrænset antal billetter til salg til hver forestilling, billetsalget starter den 6. august.