Af Eva Bredahl

I alt 15 museer rundt omkring i landet får nu tildelt i alt 5,2 millioner kroner, så de kan styrke kvaliteten af deres samlinger og sikre, at alt fra fiskeredskaber og genstande fra anden verdenskrig til skitsesamlinger bliver bevaret for eftertiden. Herunder også Fiskeri – og Søfartsmuseet i Esbjerg, der får et tilskud på 255.000 kr. til samlingsgennemgang og overflytning af Dansk Fiskerimuseum fra Museum Østjylland til Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Der er tale om uddeling af en pulje på i alt 5,2 millioner kroner.
Midlerne går blandt andet til konservering af kunstværker og museumsgenstande og gennemgang af en række samlinger, som kan give museerne et bedre overblik over samlingernes indhold og tilstand.

Enhedschef Ole Winther, Slots- og Kulturstyrelsen, siger:
– Det er virkelig en god nyhed, at vi forsat kan støtte museerne med midler til samlingsvaretagelse. Vi har fået rigtig mange ansøgninger til en lang række relevante og gennemarbejdede projekter. I år har der været en stor spredning i ansøgningerne, hvor både natur-, kultur- og kunstmuseer har søgt puljen. Det har givet os mulighed for at uddele midlerne bredt til alt fra metodeprojekter og traditionel samlingsgennemgang til konservering af genstande inden for natur-, kultur- og kunsthistorie.