Af Redaktionen Foto: Inger Marie Mulvad

Katrine Bruun Jørgensen har været ansat som museumsinspektør på Ribe Kunstmuseum i netop et år. Nu skal hun til at skifte kontoret på kunstmuseet ud med et kontor på Aarhus Universitet, og i stedet for at tilrettelægge udstillinger og meget andet skal hun bruge tre år på at fordybe sig i dansk kunst fra perioden 1880-1935, hvor middelalderens folkeviser, historiske begivenheder og visuelle udtryk udgjorde en vigtig inspirationskilde for en overset gruppe af kunstnere. Hun vinker dog ikke farvel til Ribe Kunstmuseum, for hun vender tilbage til sin stilling som museumsinspektør, når hun er færdig med ph.d.-afhandlingen.

Katrine Bruun Jørgensen har nemlig modtaget et af Novo Nordisk Fondens eftertragtede ph.d.-stipendier, der kun uddeles en gang om året. Takket være stipendiet på knap 2 mio. kr. kan hun forske i kunst fra den periode, som Ribe Kunstmuseum repræsenterer. Som statsanerkendt kunstmuseum har Ribe Kunstmuseum en forpligtelse til at bedrive forskning, og med en ph.d.-uddannelse opnår Katrine Bruun Jørgensen en forskningsgrad, som ingen andre af museets ansatte har. Katrines forskning kommer til at danne grundlag for en kommende udstilling på Ribe Kunstmuseum med en tilhørende forskningspublikation.

Museumsdirektør Anne-Mette Villumsen udtaler, ”Vi er meget stolte af, at Novo Nordisk Fonden har valgt at støtte Katrine Bruun Jørgensens forskning. Det er meget værdifuldt for Ribe Kunstmuseum at modtage denne opbakning til vores faglige arbejde. Vi glæder os til at formidle den ny viden, Katrines forskning vil producere, i form af en spændende udstilling med ledsagende forskningsudgivelse.”

Museumsinspektør Katrine Bruun Jørgensen udtaler, ”Det er en stor ære for mig at modtage et af Mads Øvlisens ph.d-stipendier i kunsthistorie, der uddeles af Novo Nordisk Fonden. Jeg ser frem til at kunne fordybe mig i et område inden for kunsten, som har stor relevans for middelalderbyen Ribe og museets samlingsområde. Jeg er både glad for at kunne bevare min tilknytning til museet og blive en del af forskningsmiljøet på Aarhus Universitet.”

Katrine Bruun Jørgensen påbegynder sin ph.d.-uddannelse efter sommerferien, hvorfor Ribe Kunstmuseum skal have fundet en vikar i tre år. Den tidsbegrænsede stilling vil snart blive slået op.