Tekst og fotos: Camilla Uth
Pixar har skabt en imaginær verden, hvor legetøj lever deres helt eget liv. Deres første computeranimerede spillefilm rullede over lærrederne i 1995, og her stiftede vi for første gang bekendtskab med sheriffen Woody, der måtte kæmpe om førstepladsen til drengen Anders’ hjerte, da denne får en Buzz Lightyear figur foræret.
Buzz Lightyear har efterfølgende holdt sit indtog på mangt et drengeværelse, men hos 31-årige Niklas Frandsen fra Esbjerg er det ikke bare et stykke legetøj. Niklas har de sidste fire år samlet på effekter og figurer fra Toy Story filmene, derudover er hele hans stue lavet om til et Toy Story univers – selv katten, der selvfølgelig er opkaldt efter Woody, har fået sit klatretræ betrukket med stof med Toy Story motiver.



Niklas er i kontakt med fans fra hele verden, for der findes et stort univers for samlere der udveksler tips og tricks, som forfiner nogle af de eksisterende effekter eller bygger dem selv. Denne verden er et mekka for Toy story entusiaster som Niklas, her finder og køber han mange af figurerne, han mangler.
Mod det uendelige univers
Hvis man færdes i denne verden, så kender man også sætningen: ”To infinity and beyond, på dansk – mod det uendelige univers”. Denne sætning er blevet udødeliggjort af Thomas Eje, der har lagt stemme til Buzz Lightyear i den danske oversættelse af filmene. Så da Niklas en dag gennem en god kammerat, der også er Toy Story fan og samler, erfarede at Thomas Eje holdt åbent hus i sit galleri i Sønderjylland, var han ikke sen til at spørge sin mor, om de skulle tage en tur derned, og det gjorde de så. – Jeg havde set en figur, der var en del af det garagesalg, de havde den dag, og den figur står der, fortæller Niklas stolt og peger på en hylde, hvor en figur af Buzz Lightyear med Thomas Ejes autograf troner som en af perlerne i den store samling. – Den figur så jeg i filmen og blev enormt interesseret i den, for den figur manglede jeg i min samling, fortsætter Niklas.
Thomas Eje blev blæst bagover af Niklas, der fortalte og fremviste, hvordan han havde istandsat og malet nogle Buzz Lightyear figurer, han havde medbragt til lejligheden i en special kasse, han selv havde designet, over 50 arbejdstimer lå der i dette projekt, men resultatet er også blevet utroligt flot og ikke mindst gennemført, som alt hvad han rører ved.
Det endte med at han filmede Niklas, mens denne fortalte, så han kunne dele den unge mands gejst med vennerne Preben Kristensen og Anders Bircow. – Han ville have de skulle se det, og det var jeg selvfølgelig meget stolt over fortæller Niklas.
Thomas og Niklas følger nu hinanden på Instagram, for der blev skabt et bånd den dag i Sønderjylland.


Samlingen
Intet i samlingen er tilfældigt, for når Niklas ser filmene, er det med utallige pauser, så han kan scanne hvad der er af legetøj, helt ned til små og for andre måske uanseelige stykker legetøj, men ikke for Niklas, for det handler ikke kun om Woody og Buzz, det handler for en samler af hans kaliber at få fat på alle de stykker legetøj, der er med i filmen uanset hvor småt, eller hvor stort det er, og her er det verdensomspændende netværk for samlere uundværligt. Nogle figurer er også lavet via 3D teknologi og efterfølgende håndmalet, for det er ikke alt der er fremstillet af legetøjsfirmaerne, visse figurer er derfor custommade, og skal findes hos andre entusiaster på nettet. – Niklas viser et par Potato head figurer frem, han har købt, og understreger at dette ikke er legetøj – men samlerobjekter, og at de er indkøbt med certifikat. De står på en af de mange hylder i stuen. Her er er nemlig hylder fra gulv til loft, og hver hylde fortæller sin historie, for selvom Niklas ikke har fået samlet alt endnu, så er intet overladt til tilfældighederne, og han har helt styr på historikken omkring hver enkelt figur. Væggene i stuen er også tapetseret med blåt papir med de velkendte hvide skyer fra Toy Story filmene, for hvorfor gøre noget halvt, når man kan skabe sit helt eget univers, som man kan sidde og glæde sig over hver dag.






Ferm til håndarbejde
Niklas er ikke bare samler, han er kunstner og utrolig fingernem og ferm til håndarbejde. Han maler selv nogle af figurerne op i de rigtige farver. Derudover syr han også nye hatte til figurerne, og han har sågar præsteret at sætte nyt hår på figuren Jessie, Woodys sidekick, som vi stiftede bekendtskab med i Toy Story 2. En anden figur Stinky Pete har også fået en ny hat, minutiøst og med stor nøjagtighed er den syet så fint, at den overgår den originale hat med længder. Niklas har også lavet ny hat, nye bukser og bælte til Woody, og han finder stor fornøjelse i at fremvise sin kunnen overfor andre fans, når de udveksler erfaringer og tips på nettet.
Niklas har sin første Buzz Lightyear figur endnu, den har han haft siden han var barn, men alt andet i hans samling er nyt, og et par af figurerne er udover det han har købt sig til håndlavet af en af hans venner. Det er for ham så vigtigt at alle detaljer er med, at alt hvad der foregår i filmene, er repræsenteret i hans hjem og samling. Han taler sig varm omkring handlingen i flere af filmene, som han kender til mindste detalje.








Til daglig arbejder Niklas i Kaffe og Tehuset i Torvegade, det er hans mor Birthe Mikkelsen, der ejer butikken, men Niklas passer den nogle eftermiddage om ugen. Han går ikke ind i noget halvt heller ikke i sit arbejdsliv, hvor han også har styr på de forskellige kaffe og te varianter – men når han kommer hjem, så handler det om Toy Story, og her bruges tiden til at skabe hatte, tøj og til at afsøge nettet for nye ting, for en rigtig samler er det det det hele handler om, og der er da også knyttet bekendtskaber på kryds og tværs over hele verden og ikke mindst med den danske stemme til Buzz Lightyear Thomas Eje.
Om Niklas nogensinde får samlet alt, vides ikke. Men et er sikkert, han gør hvad han kan for at gøre sin samling komplet, han er dedikeret, og han går ikke på kompromis med noget, for tingene skal være i orden, og er tøj og hatte ikke som han synes de skal være -ja så laver han det bare selv, for det kan om nogen med sin fingersnilde, og han er fantastisk dygtig til det.