Af Redaktionen Kilde: Mentornetværk i Esbjerg/Varde
Normalt er rollerne klare, når en mentor underviser en mentee i dansk sprog og kultur. Mentoren hjælper sin mentee. Men mentoren kan også have gavn af samarbejdet, og derfor har Mentornetværk i Esbjerg/Varde startet projekt ”Til fælles gavn”, hvor fysisk og psykisk udfordrede kan styrke selvværdet og få mere livskvalitet ved at være mentorer for internationale tilflyttere.
I 2017 var Talin Tavakkoli frivillig ved kommunens Lær-at-tackle kurser. Her instruerede hun andre i at tackle problemstillinger som fx kroniske smerter – og hun var nervøs.
– Det var meget grænseoverskridende for mig, fordi mit selvværd var så lavt, og jeg ikke troede på mig selv. Men ganske langsomt oplevede jeg, at jeg gjorde en forskel for andre mennesker. Jeg opdagede, at selv om jeg har udfordringer, så kunne jeg gøre en konkret forskel for andre, fortæller Talin, som havde været igennem et svært forløb med flexjob-afklaring kombineret med kroniske smerter.
– Ved at hjælpe andre mennesker fik jeg genopbygget troen på mig selv.
Det styrker selvværdet at være til gavn
Det, Talin oplevede, var, at når man er til gavn for andre mennesker, så styrker det selvværdet. Den mekanisme vil Mentornetværk i Esbjerg/Varde, som har kontor hos Frivillighuset Vindrosen i Exnersgade 4, nu benytte sig af. De vil tilbyde mennesker med såkaldte fysiske og psykiske udfordringer at blive frivillige mentorer for internationale tilflyttere, som ønsker at styrke deres danske sprog og kulturforståelse.
Man behøver ingen fine jobtitler eller tidligere erfaring for at blive mentor. Når bare man taler godt dansk, har lyst til at hjælpe, er nysgerrig og åben overfor mødet med en person fra en anden kultur, så sørger Mentornetværk for at finde et godt match og yde støtte til begge parter, så det bliver en succes. Foreningen har over 16 års erfaring med mentorordningen at trække på.
Forløbet er gratis for både mentor og mentee, som mødes mindst 2 timer om måneden, hvor mentee får støtte og vejledning af sin mentor i minimum 3 måneder. Gennem fællesskabet får begge parter et større netværk, og mentee får bedre muligheder for at klare sig i samfundet, i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Ved at være til gavn for et andet menneske kommer mentoren styrket ud af samarbejdet.
Talin er nu blevet projektkoordinator
Siden Talin Tavakkoli fik troen på sig selv tilbage ved at være frivillig, har hun haft flere job, hvor hun har hjulpet mennesker, der har det svært. Nu er hun projektkoordinator for ”Til fælles gavn” og rekrutterer mentorer og nydanskere, som søger hjælp til at blive bedre integreret lokalt.