Af Redaktionen

Efter 14 lange måneder med corona og levebrødstruende restriktioner kan landets kulturhuse begynde at se fremad. På torsdag åbner Musikhuset Esbjerg dørene for publikum igen

Det er næsten fem måneder siden, at du senest har kunnet gå til en koncert, et teaterstykke, et standup-show eller en musical i et af landets kulturhuse. Men på torsdag er ventetiden forbi, når spillesteder, teatre og kulturhuse igen må slå dørene op for publikum. Det står klart, efter at Folketingets partier natten til tirsdag indgik et bredt forlig.

Det glæder Musikhuset Esbjergs direktør, Torben Seldrup, at kulturen endelig kan genåbne.

-Vi har været klar længe, og vi glæder os simpelthen så meget til at få liv i huset igen og give publikum de kulturoplevelser, som de hungrer efter, siger han.

Det første arrangement i Musikhuset Esbjerg bliver den udsolgte koncert En lærke letted’. Den skulle oprindeligt have fundet sted den 4. maj sidste år, på 75-årsdagen for Danmarks befrielse, men på grund af restriktioner er koncerten blevet flyttet gentagne gange.

Og netop dét er et symptom på, hvorfor glæden over genåbningen er stor, men ikke udelt. For coronaen og de restriktioner, kulturlivet har været underlagt gennem 14 lange måneder, har været lammende og har kostet millioner af kroner for kulturhusene.

Siden corona kom til landet i marts 2020, har Musikhuset Esbjerg været nødt til at flytte hele 90 arrangementer til nye datoer, og 53 arrangementer er helt blevet aflyst, fordi restriktionerne har gjort det umuligt at gennemføre.  Det har betydet, at Musikhuset har måtte tage mere en 20.000 billetter retur og har måtte tilbagebetale svimlende 8,2 millioner kroner til kunderne. Oven i det er der det enorme administrative og kommunikative arbejde, som har fulgt med de mange flytninger, aflysninger og refunderinger.

Selvom Musikhuset Esbjerg og andre kulturhuse altså nu igen kan åbne dørene, så er alt lang fra fryd og gennem for kulturinstitutionerne. De gældende restriktioner betyder, at salene kun kan være halvt fyldte, indtil videre indtil august, og derfor vil det ikke være nogen overskudsforretning at lave arrangementer i den kommende tid.

-Vi vil selvfølgelig hellere åbne huset med de restriktioner, der gælder nu, end holde det lukket. Men det bliver først, når alle i landet er blevet tilbudt en vaccine, og vi igen kan fylde salene helt op, at det for alvor bliver sjovt at drive kulturhus igen, siger Torben Seldrup