Af Redaktionen
Danmark og resten af Europa oplever lige nu en voldsom bølge af corona-tilfælde, men trods måneder med oplysningskampagner tror hver femte dansker stadig ikke, virussen er værre end influenza. Det viser en ny måling, Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.
Selvom flere tusinde danskere har været indlagt med corona, og der indtil videre er flere end 700, der er døde med virussen, mener hver femte dansker ikke, at corona er farligere end en almindelig influenza, viser en ny undersøgelse, foretaget for Gjensidige.
Og undersøgelsen afslører, at det især er de unge og de ældre, der ikke føler sig overbevist om, hvor farlig corona er i forhold til influenza.
Og netop de to grupper er begge negativt overrepræsenteret i corona-statistikkerne, og derfor er det meget uheldigt, at der tilsyneladende er så stor forvirring om konsekvenserne ved at få virussen, lyder det fra Louise Brix, der er fagchef i sundhed i Gjensidige.
– Vi kan se på smitte-tallene, at den yngre del af befolkningen oplever klart flere tilfælde af smittede end andre dele af befolkningen, og den ældre del af befolkningen er i størst risiko for at opleve alvorlige komplikationer ved at blive smittet, og derfor er undersøgelsens resultater noget nedslående, siger Louise Brix.
Hun peger på, at tillid til hinanden er afgørende i den nuværende situation, så vi kan minimere smitte-trykket, og derfor kræver det, at alle er klar over konsekvenserne.
– Det er bekymrende, hvis så stor en del af befolkningen stadig ikke helt forstår alvoren, og selvom der har været massive oplysningskampagner, bør denne undersøgelse måske føre til, der bliver sat massivt ind med netop det, siger Louise Brix fra Gjensidige.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i september 2020 blandt 1673 repræsentativt udvalgte danskere.
Hvor farligt tror du, det er at blive smittet med COVID-19 i forhold til almindelig influenza?
- Meget farligere 20 %
- Farligere 54 %
- Lige så farligt som almindelig influenza 20 %
- Mindre farligt 1 %
- Meget mindre farligt 1 %
- Ved ikke 4 %