Af Redaktionen   Foto: Dansk Postkortsamlerklub/Sydvestjyske Museer

Når Esbjerg Vandtårn for alvor tager hul på sommerferien kan de besøgende i byens fine, gamle vartegn opleve en nostalgisk rejse igennem tiden, når de bevæger sig mod vandtårnets top for at nyde udsigten.

Udstillingen ”En hilsen fra Esbjerg” fortæller igennem postkort, hvordan byen har udviklet sig igennem otte årtier. Fra byens spæde begyndelse i 1868 og de første årtier efter, hvor byen tog form og søgte at vise sig med imponerende arkitektur, der skulle ligne det, man kunne finde i andre europæiske storbyer med tårne, spir og fine detaljer. Til 1970’erne, hvor byen var blevet en moderne industriby med funktionelt byggeri, turistattraktioner og selvfølgelig en livlig havn, som man var stolt af at vise frem.

-De gamle postkort er en fantastisk kilde til at forstå, hvad der blev set som vigtigt, når man skulle vise Esbjerg frem for borgere og turister, fortæller historiker Robert Kjærside Storm, der bl.a. har stået for at udvælge postkort til udstillingen.

-Postkortene viser, hvad man var stolt af, og hvordan synet på byen skifter over tid.

I udstillingen kan gæsterne opleve dette skifte på nært hold, når de bevæger sig op igennem tårnet og på hver etage finder motiver fra nye årtier. Når toppen er nået, er der god mulighed for at nyde udsigten over byen og havnen, som den tager sig ud i dag – måske endda finde sine egne yndlingsmotiver fra byen.

Også museumsinspektør Mette Slyngborg, der har særligt ansvar for bygningskultur ved museet, er glad for udstillingen, der gør vandtårnet til en slags port til at forstå byen.

-Esbjerg rummer masser af enestående byggeri både af ældre og moderne slags, og postkortene giver et indtryk af, hvad der karakteriserede byggestil og arkitektur i forskellige årtier. Det giver et fint overblik over, hvordan byen har forandret sig rent visuelt over tid, fortæller hun.

Netop vandtårnet besøges hen over sommeren af mange turister, og for dem vil det være en enestående mulighed for at få et hurtigt overblik over byens historie og forhåbentlig friste dem til at gå på opdagelse i byrummet eller besøge en eller flere af byens andre kulturhistoriske institutioner.

Postkortudstillingen er resultatet af en samarbejdsaftale mellem Sydvestjyske Museer, Dansk Postkortsamlerklub og Pictura, om at opbevare et større postkortarkiv fra det tidligere Carl Stenders Kunstforlag.

-Det er en meget fin aftale, vi har fået i stand omkring postkortene, fortæller leder af Historie & Formidling ved Sydvestjyske Museer, Lulu Anne Hansen.

-Som museum har vi ofte brug for de ældre fotos til forskellig formidling, og med aftalen har vi adgang til et fantastisk billedmateriale.”

Det kan bl.a. gæsterne i Esbjerg Vandtårn nu nyde godt af.