Af Redaktionen Fotos: Mosaikhjørnet

Sommerferien er for mange danskere en oplagt mulighed for at søge mod det kreative gør-det-selv-hjørne. Derfor kommer Mosaikhjørnet her med tre gode tips til, hvordan du kan bruge dine overskydende fliser til sommerens DIY-projekter.

For mange danskere er sommerferien et kærkomment afbræk fra hverdagens travlhed. Men selvom det kan være rart at slå benene op i havestolen og koble helt af, benytter mange også ferietiden til at kaste sig ud i forskellige gør-det-selv projekter, som samler familien. Og planlægger du at smukkesere nips, pynte interiør eller måske lave dine egne møbler, så kan du med fordel anvende dine overskydende fliser, lyder rådet fra Henrik Kaspersen, som er salgsrådgiver hos en af landets største fliseleverandører Mosaikhjørnet:

– Langt de fleste tænker ikke over, at de fliser, man typisk har tilovers fra andre projekter, sagtens kan bruges til andre formål. Udover at undgå spild og få mest muligt nytte ud af eksempelvis fliserester, så er det samtidig en nem og billig måde at tilføje farver, liv og personlighed til hjemmet, forklarer Henrik Kaspersen, som her kommer med forslag til tre DIY-projekter, hvor du kan anvende dine overskydende fliser.

1. Udsmyk dine havekrukker

Kaster du dig ud i gør-det-selv-projekter med overskydende fliser, er det næsten kun fantasien, der sætter grænser. Men vil du gerne starte et overskueligt sted, hvor børnene også kan være med, er udsmykning af have- og blomsterkrukker helt oplagt:

– Udsmykning af havekrukker er et godt familieprojekt, hvor man kan sidde ude i haven og være samlet omkring det. Man starter med at smadre de overskydende fliser med eksempelvis en hammer, hvorefter man limer stumperne på sine krukker og potteplanter, så de får et unikt og levende udtryk, lyder det fra Henrik Kaspersen, der anbefaler at anvende handsker og sikkerhedsbriller, når der skal smadres fliser.

2. Spar penge med et DIY-kubebord

Hos Mosaikhjørnet oplever man, at de firkantede kubeborde vinder indpas i de danske boliger, og er du en af dem, der går og drømmer om at erhverve dig et af de populære borde, så er der virkelig penge at spare, hvis du vel at mærke vælger at tage gør-det-selv-handskerne på:

– Det er relativt dyrt, hvis du skal købe et kubebord fra ny. Derfor ser vi flere danskere, som vælger at lave dem selv. Det er nemlig ikke særlig svært, og man kan nemt lave et kubebord på en weekend. Selve arbejdstiden tager blot nogle timer, da det er tørretiderne, der trækker projektet lidt ud, siger Henrik Kaspersen og tilføjer:

– Først skal man erhverve sig pladerne til bordet, det kan for eksempel være en WEDI-plade. Herudover er der brug for fliseklæb, fugemasse, en tandspartel, eventuelt flisekryds og de fliser, der skal anvendes til projektet, som typisk er nogle kulørte fliser i størrelsen 10x10mm. Når materialer og værktøj er på plads, skærer man pladen til og limer eller skruer derefter siderne sammen til en kube. Til slut limer man fliserne på og lader det tørre en dags tid, hvorefter bordet er klar til at blive fuget.

3. Det kunstneriske projekt

Er du i det kreative hjørne, kan du også gå den mere kunstneriske vej ved at lave motiver eller billeder ud af de overskydende flisestumper:

– Skal kreativiteten have frit spil, kan man tage nogle kulørte fliser og slå dem i stykker til mindre stumper – lidt ligesom, når man pynter sine havekrukker. Herefter limes stykkerne fast på en plade, lærred eller anden overflade i lige det mønster, man har lyst til. På den måde kan man selv lave et smukt mosaikkunststykke, der oser af personlighed, karakter og charme, afslutter Henrik Kaspersen.