Af Redaktionen   Kilde BT

Vil du have en ny tatovering, under ordentlige og lovlige forhold? Så er det ved at være sidste udkald.

Pr. 4. januar er det nemlig ikke længere lovligt for tatovører – og det gælder i hele EU – at dyppe nålen i det farvepigment, de bruger i dag.

Beslutningen er truffet for at reducere de såkaldte problematiske stoffer og mindske risikoen for irritation, allergilignende reaktioner, infektioner og i værste ende kræft.

Ifølge professor ved Bispebjerg Hospitals dermatologiske afdeling Jørgen Serup er det en fis i en hornlygte.

-Det her er en aflivning af den lovlige europæiske tatoveringsbranche. Der er ikke nogen, der kan leve op til de krav, der bliver stillet. Man eksproprierer simpelthen en branche – de lovlige tatovører – og man er ikke forpligtet til at give dem erstatning, som det var tilfældet med minkene, siger han til BT

Jørgen Serup hæfter sig ved, at Danmark – og herunder de danske miljømyndigheder – sammen med Norge og Italien har været med helt fremme i beslutningsprocessen omkring forbuddet mod de kemiske stoffer.

Især med argumentet om, at stofferne kan være kræftfremkaldende.

-De siger det sikkert i en god mening, men det er direkte forkert. Der har aldrig været et eneste påvist dokumenteret tilfælde af, at pigment i tatovering har udløst cancer. Vi har forsøgt at fortælle dem det (de danske myndigheder, red.), men de lytter ikke, siger Jørgen Serup og fortsætter:

-De baserer det på en trosretning. Det er en flok teoripiger, som har siddet på første række med fingeren oppe, og de aner ikke, hvad der foregår. De er helt tonedøve over for forskningen, og de er ikke i stand til at indse, at man med reguleringen opnår det modsatte, siger han ifølge BT

Tatoveringsbranchen er de seneste år blevet underlagt en lang række hygiejnekrav, men med de nye krav til kemikalier har den indsats været spildt.

-Hvis lovlige tatovører må dreje nøglen om som følge af de nye regler, så vil du automatisk bane vejen for amatører og anden lyssky tatovering, der foregår i garager, i baggårde eller andre steder, hvor det har en konsekvens for hygiejnen. Du udsætter simpelthen kunderne for en større risiko med det her påpeger Jørgen Serup overfor BT.