Af Redaktionen

De lodsejere der har jord ned til vandløbene ved den tidligere brandskole i Esbjerg, frarådes nu at fiske i området. Det sker efter at man på det seneste er blevet ekstra opmærksomme på den alvorlige forgiftning med PFSA, der er resultatet af mangeårig brug af stofferne på brandskolen.

Miljøstyrelsen har netop har gjort opmærksom på, at man agter at undersøge vævsprøver fra fisk i vandløb ved brandøvelsespladser for de kræftfremkaldende PFAS-stoffer.

Det sker, da man har konstateret forgiftning hos kødkvæg, der har græsset i lignende omstændigheder i Korsør, hvor især PFOS blev fundet i mængder der langt oversteg grænseværdien.

Samtidig fortsætter arbejdet med at lokalisere PFSA andre steder i kommunen.

Desuden er det besluttet at eksterne undersøgere skal kigge på den kommunale miljøafdeling, der selv erkender, at embedsmændenes håndtering af den potentielle miljøskandale har ladet en hel del tilbage at ønske. Man har ganske enkelt ikke været opmærksom nok på, at man i en lang årrække har udledt giftstofferne fra den gamle brandskole, også efter et påbud om at stoppe direkte udledning.

Det viser sig blandt andet , at kødkvæg, dyrevildt, fisk og visse landbrugsjorde i Esbjerg Kommune kan være ramt af den frygtede forurening med PFAS-stoffer, der frem til 2011 lovligt kunne anvendes i blandt andet brandslukningsskum.

Som konsekvens af PFSA- forgiftningen landet over, er oprydningsopgaven i rigtig mange kommuner blevet større, netop på grund af manglende handling, selvom man har været opmærksom på forgiftningen.

Forureningen stammer nemlig ikke kun fra brandstationer, men også fra Forsvaret, og arealer der ejes af samme, der har været brugt til øvelser. Her bliver sagen dog forværret af, at man i en årrække har kendt til forgiftningen, men undladt at gribe aktivt ind.

Fakta: PFAS

PFAS (perfluoralkylforbindelser) er en samlebetegnelse for en række flourholdige, svært nedbrydelige, miljøfarlige stoffer herunder PFOS, som er under mistanke for at være hormonforstyrrende, kræftfremkaldende og at kunne ødelægge immunforsvaret.

Kilde: Miljøstyrelsen