Af Redaktionen Foto: Lars Roed
Nationalpark Vadehavet har netop udgivet sit årlige Nationalpark Magasin. Det er på 84 sider trykt i lækker kvalitet og er fyldt med reportager, artikler og små nyheder om naturen, kulturen og menneskene i nationalparken. Læserne bliver tager med på en spændende tur rundt i hele vadehavsområdet – fra Blåvandshuk i nord til Tøndermarsken i syd, og der er masser af inspiration og tips om hvad, hvor og hvordan, man kan komme ud og opleve Vadehavet og nationalparken.
Kommunikationskonsulent Jens L. Hansen fra Nationalpark Vadehavet, der har redigeret, fortæller, at Nationalpark Magasin er lavet både til dem, der bor i vadehavsområdet, og til de mange turister og andre gæster, der kommer for at opleve det.
”Vi har bestræbt os på at give læserne gode, oplysende og interessante artikler, som sammen med masser af flotte og fængende fotos forhåbentlig kan inspirere dem til selv at tage på tur ud i nationalparken for at opleve dens mange herligheder,” siger Jens L. Hansen.
Magasinets cover-historie handler om den fantastiske stjernehimmel, man kan opleve fra Mandø, og om arbejdet med at få udpeget den lille vadehavsø som officiel Dark Sky Park. Artiklen er garneret med nogle ret flotte fotos af Mælkevejen m.m.
I en fotoreportage kommer vi med den prisvindende landskabsfotograf Lars Roed fra Ribe en tur rundt til fem steder, som er et bud på nationalparkens flotteste udsigter. En anden reportage beretter om Flemming Hansen, der nærmest er en levende legende som ’ravmanden fra Oksbøl’ – og der er naturligvis gode tips at hente, hvis man selv vil ud at lede efter ’Vadehavets guld’.
Der er også blevet plads til at kigge lidt uden for nationalparkens grænser, idet vi bringer små portrætter af vore fire danske søster-nationalparker: Thy, Mols Bjerge, Skjoldungernes Land og Kongernes Nordsjælland.
Nationalpark Magasin er gratis, og man kan hente et eksemplar på bibliotekerne i de fire vadehavskommuner. Man kan også få udleveret et magasin hos mange af Nationalpark Vadehavets cirka 240 partnere rundt om i vadehavsområdet. Blandt andet hos turistbureauerne, besøgssteder, museer, naturvejledere, overnatnings- og spisesteder samt hos kommunernes borgerservice.