Af Redaktionen  Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Enhver esbjergenser kender byens vartegn Mennesket ved havet. Men ikke alle kender mere til billedkunstneren bag, Svend Wiig Hansen. I påskeferien inviterer Esbjerg Kunstmuseum store og små til at opleve området med nye øjne, gå på opdagelse sammen, tale om kunsten, tegne i sandet, samle bogstaver og dermed være med i konkurrencen om påskeæg!

Fra lørdag d. 27. marts kan man finde otte små poster i området omkring skulpturgruppen. Tilsammen udgør de en analog skattejagt for især børnefamilier, men alle er velkomne til at tage turen. Ved hver post findes spørgsmål og informationer om både de fire hvide mænd og andre af Svend Wiig Hansens værker. Og museets håb er netop, at man gør nye opdagelser på et sted, som de fleste kender – og at man får udvidet sit kendskab til kunstneren bag kæmpeskulpturen. Svend Wiig Hansen arbejdede både med maleri, skulptur, grafik, tegning og store udsmykningsopgaver, men fælles for stort set hele hans produktion var en optagethed af menneskefiguren. Med hans stærke og ekspressive formsprog udspændes mennesket mellem håb og smerte, ensomhed og fællesskab – og det lille individ overfor den store verden.

Finder I alle påskejagtens poster og samler bogstaverne undervejs, kan I danne en sætning.
Send den færdige sætning sammen med jeres kontaktoplysninger til boe@eskum.dk, så deltager I i konkurrencen om en kurv fuld af påskeæg.
Turen er tilgængelig fra lørdag d. 27. marts til og med mandag d. 5. april 2021.