Konkurrencen løber frem til efteråret 2022, hvor kommunerne skal gøre noget VILDT for naturen, og der er allerede en del spændende projekter på tegnebrættet rundt i landet.
Hos Esbjerg Kommune fortæller man at som i den brede befolkning, så er interessen for biodiversitet også stigende hos lokalpolitikerne, og derfor valgte man at tilmelde sig. Der er endnu ikke noget konkret projekt på bordet hos Esbjerg kommune, men både Teknik og byggeudvalget, samt plan og miljøudvalget er med på ideen.
Karen Sandrini, formand for plan og miljøudvalget i Esbjerg Kommune fortæller:
-Biodiversiteten dør. Det er sådan set en naturlig udvikling, men det går desværre bare alt for stærk fordi man ikke længere finder de optimale betingelser for overlevelse for flere arter. Derfor har Esbjerg Kommune valgt at være med i den her konkurrence. Vi vil gerne gøre vores for at styrke biodiversiteten. Det nøjagtige projekt kommer til at strække sig ud over hele kommunen, og ind i de store byer.
Samtidig gør hun opmærksom på, at det jo er optimal mulighed for at tage ved lære af de andre kommuners forslag og ideer.
-Der er mulighed for at komme med input i den her konkurrence helt hen til efteråret 2022, og det er oplagt også at benytte det som en idebank, i forhold til hvad der ellers også kunne iværksættes af alternativer for styrkelse af naturen og biodiversiteten. samarbejder på tværs af kommuner styrker jo allesammen.
I slutningen af 2022 kåres Danmarks VILDESTE kommune, som er kommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt, baseret på bl.a. iderigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber. En kommune kan også vælge at fokusere på noget helt femte, der gør kommunen VILD.
Der er dømt FRI LEG i dysten om at hylde, dyrke og omfavne naturen i de enkelte kommuner, og Miljøministeriet sætter således ikke rammerne for de enkelte kommuners deltagelse. Det gør de selv hver især. Ved tilmelding til konkurrencen er kommunerne blevet bedt om at sende et par linjer om, hvad de foreløbigt tænker at gøre for at vinde titlen som Danmarks Vildeste Kommune. Naturen er lige så forskellig som kommunerne, så der er vide rammer for både hvilket projekt, den enkelte kommune tænker at føre ud i kommunen, og hvor langt kommunen er med tankerne, oplyser miljøministeriet på deres hjemmeside.
Dommerpanelet består af miljøminister Lea Wermelin flankeret af biologen Morten DD Hansen, som vil følge kommunernes indsats i dysten om at blive Danmarks Vildeste Kommune.
Foruden den ærefulde titel som Danmarks VILDESTE kommune, får den vindende kommune også overdraget 1 million af Den Danske Naturfond dedikeret til et VILDT naturprojekt.