Af Redaktionen  Foto: Esbjerg Kommune

Verden over vil kendte monumenter som bl.a. Colosseum, Empire State Building, Tokyo Rainbow Bridge og Esbjerg Vandtårn den 19. august blive oplyst i lilla farver. Det sker som et led i en global kampagne, WeThe15, der sætter fokus på forholdene for mennesker med handicap.

Badet i lilla lys skal Esbjergs vandtårn minde os allesammen om, at vi alle har et ansvar for at mennesker med handicap har de samme muligheder som alle andre.

For at markere kampagnens start vil store dele af verden blive malet lilla i dag, torsdag den 19. august. Farven for den internationale handicapbevægelse. Det gælder også for vandtårnet i Esbjerg, hvor der vil blive sat lilla belysning på tårnet.

”Vi har alle et ansvar for at sikre, at mennesker med handicap har de samme muligheder som alle andre. Det kræver en indsats af os alle. Både kommuner, virksomheder og organisationer, hvis det skal lykkes. Det vil vi gerne være med til at slå et slag for. Derfor deltager vi i kampagnen og sætter lys med farver på Vandtårnet i Esbjerg den 19 august”, fortæller Inga Bredgaard, formand for Handicaprådet i Esbjerg Kommune.

Den globale kampagne, WeThe15, skydes i gang lige op til de Paralympiske Lege i Tokyo begynder. Målet er at belyse og forbedre forholdene for mennesker med handicap. 1 milliard mennesker verden over – eller 15 procent af verdens befolkning – lever med et handicap. Dermed udgør gruppen verdens største minoritet. Alligevel er det en gruppe, der i mange sammenhænge er marginaliseret og overset. Det vil kampagnen lave om på ved at hylde mennesker med handicap og deres bedrifter.

Det er den Internationale Paralympiske Komité (IPC), der er gået sammen med bl.a. WHO, FN og International Disability Alliance (IDA) om at starte den globale kampagne, og på verdensplan vil over 50 ikoniske bygningsværker være oplyst i lilla.

Udover Vandtårnet i Esbjerg vil også Koldinghus, Industriens Hus, Aalborgtårnet og DSB være lyst op i lilla herhjemme i Danmark.