Af Redaktionen   Kilde DR Nyheder/ekstrabladet

Mange håber på en snarlig genåbning af landet, men på nuværende tidspunkt skal man ikke være alt for optimistiske.
Ifølge lektor i matematisk epidemiologi Viggo Andreasen er vi tættere på flere restriktioner end færre. Dette på trods af, at debatten går højt i forhold til en begyndende genåbning af landet.
DR Nyheder har talt med lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet, der har analyseret de seneste tal og især tallene for den frygtede britiske mutation med navnet B117.

– De sidste tal, vi har fra uge fem, indikerer, at vi har en ret kraftig spredning af den britiske variant, så der er ikke rigtig basis for at lukke mere op.
– Vi står i den situation, hvor vi er tættere på flere restriktioner end på færre restriktioner. Med det nuværende kontakttal, ser vi ind i en ganske stor epidemi i slutningen af marts, siger Viggo Andreasen til DR.

Det gav ellers håb til mange danskere og især detailhandelen, da SSI tirsdag meddelte, at kontakttallet for B117 var nede på 0,99, men ifølge Viggo Andreasen er der tale om falsk tryghed. Tallet bygger på data fra uge fem, og ifølge hans beregninger vil kontakttallet allerede stige til omkring 1,2-1,3, når de nye tal kommer.
Tyra Grove Krause, der er afdelingschef hos Statens Serum Institut, forklarede onsdag til ‘P1 Morgen’, at man skal passe på med at sammenligne de to tal ‘lige over’, fordi der bliver brugt forskellige beregningsmetoder, og at tallene desuden dækker over forskellige perioder.

– Men det tyder på, at kontakttallet for B117 begynder at smitte af på det samlede kontakttal, fordi B117 nu udgør en større andel af de positive prøver, og derfor stiger det samlede kontakttal også, lød det fra Tyra Grove Krause i ‘P1 Morgen’.
Kontakttallet henviser til et gennemsnit af det antal personer, som en smittet person estimeres at sende smitten videre til. Hvis kontakttallet er 1,0, betyder det, at ti smittede smitter ti andre.