Af Lene Memborg Kilde: Astma-Allergi Danmark

Birketræerne følger trop med de andre forårstræer og blomstrer i år væsentlig tidligere end sædvanligt på grund af de milde vinter- og nu efterfølgende solskinsdagene og de høje forårstemperaturer.

Astma-Allergi Danmarks pollentællere har registret pollen fra birk i luften. Der er målt 32 birkepollen for Vestdanmark og 13 for Østdanmark. Sæsonen for birk er normal kort, men intens, og starter normalt i midten af april. Men som det er med de øvrige forårstræer, så er sæsonen altså i år startet tidligere end normalt.

– Den lune vinter og det solrige forår har trigget mange træer til at blomstre tidligt i år, og nu er det birketræernes tur til at springe ud og sende pollen afsted. Det er to uger tidligere end normalt, fortæller Karen Rasmussen, biolog og leder af pollentællingerne i Astma-Allergi Danmark.

Birkepollen er den type af træpollen, som flest danskere reagerer på, og er derfor en af de helt store pollenplager for mange. Astma-Allergi Danmark hører ofte fra medlemmer med allergi overfor birkepollen at de føler sig hårdt ramt, når pollentallene topper.

Man kan dog som birkepollenallergiker glæde sig over, at varigheden for birketræernes blomstring normalt kun står på i tre til fire uger.

Mindsk generne fra din allergi

Pollenallergikere kan få hjælp til at træffe de nødvendige forholdsregler med Astma-Allergi Danmarks app, Dagens Pollental. Appen kan hentes gratis i App Store og Google Play (link: https://www.astma-allergi.dk/ditmobilepollental).

Men ingen kan dog helt undgå pollen, derfor er det vigtigt, at du får den rette medicinske behandling for at holde symptomerne under kontrol.

Der er ingen standardiseret løsning, der virker på alle, da det kan være meget individuelt, hvilken medicinsk behandling, den enkelte har det bedst med. For nogle er det antihistamintabletter, mens det for andre er øjendråber eller næsespray. Endelig er der nogle, der har behov for en kombination af det hele. Derfor er det vigtigt, at man i samråd med egen læge lægger en behandlingsplan.

Pollen kan give symptomer fra øjne og næse, men også fra lungerne. 30 procent af alle med høfeber har også astmasymptomer i sæsonen. Hvis du udover dine symptomer fra øjne og næse oplever symptomer fra lungerne som hoste, åndenød eller vejrtrækningsbesvær, så snak med din egen lægen om, hvorvidt du skal undersøges for astma.

Desuden kan du følge disse gode råd til at mindske generne i hverdagen:

  • Husk først og fremmest altid din medicin
  • Hold øje med Dagens Pollental og Pollenvarsling
  • Brug gerne solbriller, så du får færre pollen i øjnene
  • Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng
  • Tør dit tøj i tørretumbleren i pollensæsonen, så undgår du pollen i dit tøj og sengetøj