Af Redaktionen
Rejser, som der var planlagt i april og maj, men blev aflyst, vil blive refunderet i efteråret i hvert fald ifølge norsk medie.
Luftfartsselskaberne SAS og Norwegian skylder sine kunder over hele verden op mod syv milliarder kroner for rejser, der ikke kan gennemføres grundet corona-virus-pandemien, oplyser det norske nyhedsbureau NTB.
Aflyste rejser i marts bliver refunderet i juni, mens planlagte rejser i april og maj, vil blive refunderet til efteråret, oplyses der.
SAS har solgt rejser for omkring 4,6 milliarder kroner, der ikke bliver til noget, mens tallet for Norwegian vurderes at være mellem 1,5 og 2,5 milliarder kroner, oplyser NTB.
Selv om SAS skylder sine kunder mere, end virksomheden har på kontoen, forsikrer pressechef John Eckhoff om, at kunderne vil modtage en refusion, “hvis de ønsker det”.
Han påpeger, at SAS i Sverige og Danmark har fået et statsligt bidrag på mere end to milliarder kroner, og at de arbejder på at skaffe flere penge.